Gå til hovedindhold

Sådan gør du før en oversvømmelse

Du kan forberede din grund og dit hus på mere vand. Du kan også samarbejde med din grundejerforening om at klimatilpasse.

  • Læs op

Indhold

    Som ejer har du ansvaret for at forebygge og afhjælpe gener fra oversvømmelser. Det kan du blandt andet gøre ved at: 

    • Rens tagrender, og sørg for at hældningen på terrassen og indkørslens fliser får vandet til at løbe væk fra huset. Fjern skidt eller andet, der hindrer vandets vej væk. Vandet må selvfølgelig ikke ledes over til naboen.
    • Hvis du har kælder, kan du få installeret en kontraventil i form af et højvandslukke, så vandet ikke kan løbe fra kloakken tilbage i kælderen. Fjern også ting fra gulvet, så de ikke tager skade af en oversvømmelse.
    • Brug sandsække og plader til at blokere lavt placerede døre og vinduer.
    • Sørg for, at afløbsristen i vejen er fri for blade. Er risten i en offentlig vej stoppet, kan du kontakte Teknik og Miljø på 89 40 44 00. Ligger risten i en privat vej, skal du eller din grundejerforening/boligforening selv løse problemet. 
    • Du kan etablere et regnbed i haven, der kan forsinke regnvandet og forskønne haven med blomster.

    Se i øvrigt mulighederne for at klimatjekke dit hus på klimatilpasning.dk 

    Vil du sikre din kælder mod regn, kan du tage dig nogle forholdsregler og forberede huset på vandet.

    •    Gennemgå huset og undersøg, om der er svage områder, hvor der kan trænge vand ind.
    •    Hvis du har en kælderskakt, kan du lave en høj kant, så vandet møder en forhindring og ikke løber ned i kælderen.
    •    Tildæk lyskasser og andre lavtliggende åbninger.
    •    Tøm og rens dine tagrender regelmæssigt, så regnvandet løber i kloakledningen og ikke andre steder hen.
    •    Indret din have med fokus på nedsivning. Fliser og asfalt forhindrer vandet i at sive ned i jorden og leder det videre - måske til gene for naboen. I stedet for kan du lede vandet hen til et lavt sted i haven, der tåler vand, eller etablere et regnbed, der også er godt for biodiversiteten.

    Er skaden sket, og der er kommet vand i din kælder, skal du straks kontakte dit forsikringsselskab.

    Læs flere gode råd fra Aarhus Vand her

    På hjemmesiden for Det Nationale Netværk for Klimatilpasning kan du finde en guide til, hvordan I som grundejerforening kan samarbejde om klimatilpasningen.

    Læs guiden her

    Allerede når grundvandet står 30-40 cm under terræn kan der opstå fugtskader i bygninger og problemer med skimmelsvamp.

    Problemet kan afhjælpes ved at etablere et omfangsdræn eller lave en faskine eller et regnbed til nedsivning i haven.

    Læs mere om nedsivning her

    Ifølge lovgivningen er det den enkelte grundejer, der har ansvaret for at forhindre terrænnært grundvand i at skade sin ejendom. Kommuner og forsyninger har (endnu) ikke et lovmæssigt ansvar for at løse problemet.

    Hvis ikke det er muligt at lade vandet stå, så kontakt en autoriseret kloakmester eller en rådgivende ingeniør for at få anbefalinger til løsninger. Omkostningerne dækkes af husejeren.

    Grundvand må ikke ledes til kloaksystemet – hverken i regn- eller spildevandssystemet. Omfangsdræn rundt om bygninger kan tilsluttes regnvandssystemet, og er derfor en undtagelse.

    Sidst opdateret: 5. november 2024