Gå til hovedindhold

Sådan er beredskabet ved større oversvømmelser

Østjyllands Brandvæsen har en klar prioritering af indsatsen ved større oversvømmelser i Aarhus Kommune. Mennesker i fare har altid første prioritet.

Indhold

    Rammes Aarhus Kommune af en større oversvømmelse, har Østjyllands Brandvæsen en lang række opgaver, og der er et behov for en klar prioritering af indsatserne. Østjyllands Brandvæsen prioriterer sin indsats således:

    1. Mennesker i akut fare.
    2. Situationer eller områder der er kritiske for samfundet eller for miljøet.

    Oversvømmelser på private adresser håndteres, når der er fare for mennesker, dyr og miljø. Oplever man fare for personer, samfundsmæssige værdier eller miljøet, kan Østjyllands Brandvæsen altid kontaktes ved at ringe 1-1-2.

    Fortsat drift af kommunens serviceydelser

    En større oversvømmelse i Aarhus Kommune kan for alvor sætte kommunens serviceydelser under pres. I et sådant tilfælde bliver kommunens kriseledelse aktiveret for at sikre driften af kommunens kritiske ydelser som fx pasning af børn fra oversvømmede institutioner, udbringning af mad og medicin eller fremkommelighed på vigtige veje.

    Pas på under og efter en oversvømmelse

    Kraftig regn kan skubbe kloakdæksler op. Det giver risiko for at falde i kloakken eller påkøre dækslerne, og derfor skal du undgå at færdes i områder og på veje dækket af vand.

    Ved oversvømmelse er der altid risiko for, at vandet kan være forurenet med kloakvand. Kontakt med forurenet vand kan gøre dig syg.

    Embedslægen anbefaler, at man tager sine forholdsregler, inden man begynder oprydningen efter en oversvømmelse. Her er det særligt vigtigt, at man undgår at gå, padle og svømme rundt i ”oversvømmelser” uden at beskytte sig, da der er risiko for at blive syg af forurenet vand.

    Tæt beredskabssamarbejde

    Østjyllands Brandvæsen kan ikke alene løse den akutte indsats i forbindelse med en større oversvømmelse i Aarhus Kommune. En effektiv indsats kræver et tæt samarbejde med øvrige myndigheder.

    Ved en større oversvømmelse vil der fx være et tæt indsatssamarbejde med nabokommuner, Beredskabsstyrelsen, Østjyllands Politi, Region Midtjylland, Aarhus Kommunes miljøvagt, Aarhus Kommunes forvaltninger med flere.

    Sidst opdateret: 11. oktober 2023