Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sociale Forhold og Beskæftigelse

Ideer til vinterhjælp til trængte familier

Civilsamfundet er en stærk medspiller i det sociale arbejde. Derfor har rådmand Anders Winnerskjold taget initiativ til et temamøde om vinterhjælp til trængte familier. Byens sociale foreninger er inviteret til mødet, men alle er velkomne.

22. nov. 2022

Indhold

    Formålet er at drøfte, hvordan kommunen og de frivillige foreninger i endnu højere grad kan forene kræfterne, i en tid hvor mange familier er hårdt ramt af de stigende priser på energi og dagligvarer mv. Situationens alvor kalder på alternative løsninger.

    ”Jeg kan godt være bekymret, at vi har familier i nød, der går under radaren. Så jeg vil appellere til, at vi lægger berøringsangsten til side og rækker ud, når vi møder familier, der har det svært – hvad enten det er på vores arbejde eller i fritiden. Vi har en forpligtelse over for de familier, der må skære ned på helt basale fornødenheder. Her er foreningerne vigtige medspillere. Derfor giver det god mening, at vi mødes og deler viden, perspektiver og ideer til, hvordan vi sammen kan hjælpe,” siger Anders Winnerskjold, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.

    Temamødet holdes i samarbejde med Frivilligcenter Aarhus, som kan berette om en stigende efterspørgsel på de sociale tilbud, som foreningslivet står bag.

    ”Foreningerne melder allerede nu om stort pres på for eksempel julehjælp, og de møder flere borgere, som er enormt pressede på økonomien. Derfor håber vi også at se rigtig mange foreninger til vores temamøde. Vi skal forberede os på, at vi kan stå over for en stor social udfordring, så vi har brug for at få alle gode ideer på bordet,” siger Hanne Sanderhoff Degn, leder af Frivilligcenter Aarhus.

    Overblik over muligheder for hjælp

    Sidste år gik Frivilligcenter Aarhus og Aarhus Kommune i luften med portalen Socialkompasset.dk, som samler byens sociale og sundhedsrettede tilbud. Aktuelt rummer portalen over 600 tilbud fra 351 forskellige organisationer.

    På portalen kan borgere, kommunale medarbejdere og andre aktive i socialt arbejde søge frem til relevant hjælp – hvad enten der er tale om mulighederne for økonomisk støtte, rådgivning, personlig vejledning, fællesskabsaktiviteter eller noget helt femte – og man kan tage direkte kontakt til udbyderne.

    ”Fra kommunens side kan vi desværre ikke skrue op for de økonomiske ydelser. Men vi kan meget andet. Vi har målrettet årets frivilligmidler til initiativer for trængte familier. Vi samarbejder med boligforeninger om at forebygge udsættelser, og vi vejleder borgerne om deres privatøkonomi. Og så kan vi formidle kontakten til de mange frivillige foreninger, som på forskellig vis gør en kæmpe indsats for trængte familier. Her er Socialkompasset et godt værktøj til at skabe sig et overblik over mulighederne,” siger Anders Winnerskjold.

    Temamødet finder sted 1. december kl. 16-19 i Konferencesalen, Frivilligcenter Aarhus, Sønder Allé 33, Aarhus C.

    Se mere her:

    Temamøde om vinterhjælp i Aarhus

    Socialkompasset – Din genvej til hjælp, støtte og fællesskaber

    Økonomisk hjælp