Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sociale Forhold og Beskæftigelse

Brug også LinkedIn når du er i job

Tip til jobsøgende: Sofie Haugaard henter masser af viden og holder sig ajour inden for marketing på LinkedIn. Hun bruger både det sociale medie i sit arbejde og som privatperson. Læs hvordan Sofie bruger platformen til at holde sig opdateret inden for sit fagområde.

30. nov. 2022

Indhold

    Hvem kunne forudse, at en cand. mag i engelsk og billedkunst ville ende som marketing manager i transportbranchen? Ingen og heller ikke hovedpersonen selv - Sofie Haugaard, 31 år, som blev færdiguddannet i 2017.

    "Efter endt uddannelse var det eneste, jeg vidste, at jeg ikke skulle arbejde som underviser, selv om det lå i mit uddannelsesvalg. Måske skulle jeg have taget en kandidat på BSS, når man kigger på, hvad jeg laver nu," fortæller Sofie med et grin.

    To barsler fulgte og et kundesupporterjob, hun havde i to år. Men så skete der noget.

    Hun kom med på kurset Digital Koordinator, som jobcentret løbende rekrutterer til. Et kursus, hvor man får en indflyvning over området digital markedsføring og dertil en række værktøjer.

    Kurset endte med en Matchmaking event, hvor hun var fremme i skoene, da transportvirksomheden BG Service Center skulle bruge deres første marketing manager.

    "Efter snakken til Matchmaking var vi flere kandidater, der skulle lave en case, hvor vi skulle vise, at vi kunne skrive. Jeg var proaktiv og fulgte op. Jeg spurgte, om de ville se andre tekster, som jeg havde skrevet, da jeg havde deltidsjob hos bureauet Texta, fortæller Sofie, som dermed overhalede profiler, som havde mere relevante uddannelser i forhold til online marketing."

    Sådan bruger Sofie LinkedIn

    I dag har hun i snart et halvt år været ansat i den aarhusianske transportvirksomhed. Som den første marketing manager og som den første cand. mag. nogensinde. Da hun ikke kan sparre med nogen i sit daglige arbejde, bruger hun LinkedIn til at holde sig opdateret og til at følge konkurrenterne.


    "Jeg bruger mange hash tags og har tilmeldt mig relevante nyhedsbreve og får også whitepapers og e-bøger. Jeg følger også med i, hvad bureauerne laver, for det er jo her, specialisterne er samlet. I forhold til tekster er det godt at følge freelancere, for det er jo deres levebrød at levere professionelle tekster, siger Sofie, der pudsigt nok har flere følgere end connections - 350 følgere og 341 connections."

    Hun tilføjer:

    "Jeg bruger også LinkedIn til at fortælle om mit arbejdsliv, og om hvad der er fedt ved at gå på arbejde. På den måde brander jeg både mig selv og min arbejdsplads. LinkedIn er en slags online CV, hvor man kan vise noget visuelt og fortælle noget om, hvilken type kollega man er."

    Noget af det, der giver mange interaktioner, er, når hun deler andres opslag, eller når hun poster noget fra en konference, hvor hun tagger en række deltagere. Så når hun bredt ud.

    Hun sjusser sig frem til, at hun nok bruger 3-4 timer om ugen. En del af tiden er på arbejde, hvor hun følger konkurrenter og finder inspiration og viden til sit arbejde som marketing manager.

    "Det fede ved LinkedIn er, at det er en vidensplatform, hvor man kan lære en masse, når folk øser ud af deres viden. Jeg er ret nysgerrig, så det er den perfekte platform for mig, og så erstatter den jo den sparringspartner, jeg ikke har på min arbejdsplads," siger Sofie Haugaard.

    Sofies 5 tips til at holde sig ”skarp” og ajour på LinkedIn:

    1. Følg relevante hashtags – jeg følger bl.a.: #marketing #digitalmarketing #onlinemarketing #copywriter #contentstrategy #socialmedia #userexperience
    2. Følg brands/virksomheder og mennesker inden for relevant branche – jeg følger bl.a.: The Marketing Millenials, Famous Campaigns, Become TEXTA, Co3, WeMarket, MindMill, Simon Krag Linde og Rasmus Nordstrøm (de sidste to personer er copywriters).
    3. Tilmeld dig nyhedsmails og webinarer, samt læs e-bøger/white-papers fra marketingbureauer – det giver god indsigt i branchen og du kan altid afmelde dig nyhedsmails, hvis du ikke finder dem relevante senere hen. Kan anbefale at få nyhedsbreve fra følgende: TEXTA (kun vidensdeling, hvilket er nice) og The Marketing Millenials (får det fra Daniel Murray), samt Google Think With Google.
    4. Interager med andre på LinkedIn: del opslag, like eller kommenter – folk deler ud af deres viden på LinkedIn og er derfor ret åbne og vil gerne i dialog om deres opslag.
    5. Lav egne opslag og/eller artikler. Jeg deler mit eget arbejdsliv, hvor der er små indblik i min hverdag via billeder, video mm. Derudover tagger ejg relevante folk og bruger hashtags. På denne måde får du en større berøringsflade på dit opslag. Derudover tegner opslagene også et billede af dig som kollega eller ny ansat (alt efter om du er i arbejde eller ej).

    Se Sofies LinkedIn-profil og find inspiration her (integreret link).