Gå til hovedindhold

Andre aktiviteter på Lyngåskolen

Udover vores fag, kan vi tilbyde mange andre spændende aktiviteter.

Indhold

    Aktiviteter

    Ungefællesskabet på STU Lyngåskolen 

    Det skal være sjovt at gå på stu – så kom og vær med!  

    STU Aarhus er et stort fællesskab, hvor vi alle har mulighed for at vokse, lære og trives og have et godt ungdomsliv. Vi ønsker at skabe et ungdomsmiljø, hvor vi kan få nye venskaber et trygt sted med nærværende voksne. Vi vægter det højt at give alle elever de bedste forudsætninger for at skabe et sundt og godt ungdomsliv.   

    Et godt fællesskab er for os et fællesskab, der er meningsfuldt og udviklende. Alle unge har brug for at være en del af et godt og nær fællesskab med andre jævnaldrende unge og derfor skal det også være sjovt at gå på stu.  Derfor er sociale aktiviteter, socialt samvær i undervisningen og pauserne og fokus på fritidslivet en vigtig og integrere del af STU Lyngåskolen.   
      
    Vi har også en masse gode og sjove traditioner, hvor vi har fokus på at opbygge en fællesskabsfølelse på tværs af skolen. Vores traditioner er typisk nogle særlige dage, som alle glæder sig til fx vores ungdomsfester, julefrokost og arrangementer med andre STUér.   

    Kom og oplev vores ungecafé!   
      
    Efter undervisningen er slut, kan du, der går på STU L eller STU M, slå dig ned hos os og nyde din fritid sammen med andre jævnaldrende unge. Her kan du udforske dine interesser, hygge dig med vennerne og øve dig i at være social og aktiv.

    Det er helt op til dig, om du vil være med. Vi står klar med spændende aktiviteter, hvor der er masser af muligheder for at møde andre og være med til at forme et levende og sjovt ungdomsliv. 

    Du finder caféen på Graham Bells Vej 1D, det samme sted, hvor undervisningen også foregår.   

    Vi glæder os til at se dig!  

    Indhold er på vej....

    Er du klar til at udforske og opdage en verden af muligheder? Vi tror på, at alle har potentialet til at opnå deres drømme og skabe et meningsfuldt voksenliv.  

    I Job og Praktik tilbyder vi både gruppepraktikker og individuelle praktikker for at imødekomme dine behov og interesser. Der er fokus på at skræddersy dine praktikker ud fra dine mål efter STU'en, så du kan trives og vokse på din helt egen måde. Job og Praktik er et obligatorisk fag for alle elever på skolen, hvor vi hjælper dig med at se på dine fremtidige beskæftigelsesmuligheder. 

    Vi tilpasser forløbene til dit niveau og behov, og der er forskel på forløbene for 1., 2. og 3. års elever.  

    Her er, hvad du kan forvente: 

    • Vi lærer om job og om muligheder på arbejdsmarkedet. Det inkluderer at lære om forskellige slags job og hvordan man finder ud af, hvad man er god til. 
    • Vi tager på besøg hos forskellige virksomheder. Det giver dig en ide om, hvad du kunne lide at lave. 
    • Vi snakker om dine drømme og hvad du gerne vil opnå i fremtiden. Vi laver en plan for, hvordan du kan nå dine mål, og vi lytter til, hvad du gerne vil. 
    • Vi øver os i forskellige ting, som at tale med kunder eller lave mad i køkkenet. Det hjælper dig med at blive bedre til forskellige job. 
    • Vi arbejder sammen med forskellige steder og organisationer for at finde praktikpladser, der passer til det, du er interesserede i. Det kan være alt fra butikker til skoler, hvor du kan lære og få erfaring, som du kan bruge i dit voksenliv 

     
    Så glæd dig til at lære om forskellige job og arbejdspladser gennem besøg på virksomheder. Vi sætter mål og drømme for fremtiden og udvikler planer for at nå dem.  

    En vigtig del af det at være ung er at have kendskab til, og forståelse af, egen seksualitet.

    På Lyngåskolen skaber vi rammer for at understøtte, at du udvikler din seksualitet på en måde, så det er til glæde for dig og ikke er krænkende for andre.

    Vi underviser dig i seksualitet og giver dig oplysninger og informationer, der kan øge din livskvalitet og dermed dit selvværd.

    Seksualundervisning er en vigtig del af undervisningen på Lyngåskolen. Vi har en uddannet seksualvejleder ansat, og denne person har det overordnede ansvar for, at skolen oplyser og underviser eleverne i seksualitet. Underviseren vil kunne give vejledning til eleverne, rådgive personalet og sørge for kompetent støtte udefra, hvis det er nødvendigt.

    I løbet af året har vi flere forskellige emneuger, hvor vi både arbejder på tværs af afdelingen (STU-L) og sammen med STU-M (Motorik og Kommunikation).

    Vi har arbejdet med medborgerskab (et fag, der generelt gennemsyrer hele uddannelsen). Vi har haft teateruger som er endt med en forestilling. Vi har også haft en sundhedsuge, med fokus på sundmad og idræt blandt andet. Vi har Uge Sex, som vi finder meget relevant for dig og dine medstuderende. 

    Andre emner, vi har arbejdet med, er miljø, musik eller andre emner, som du er med til at bestemme. Fælles for emneugerne er, at det er hele uger. Det er med til at give en følelse af fællesskab, og skolen ”emmer” af emnet i den uge, hvilket skaber en god og hyggelig stemning. 

    Et forløb med specialpædagogisk massage, tilpasset dit behov. Det er ikke et behandlingstilbud, men et specialpædagogisk massageforløb, der kan gavne dig på forskellig vis.

    Der kan være flere grunde til, at specialpædagogisk massage kan være gavnligt, og det vil være forskelligt fra elev til elev, hvordan de kan have gavn af massage.

    Det kan fx være på grund af:

    • Velvære – mindfulness
    • Vanskelighed ved at fornemme egen krop og sætte grænser
    • Koncentrations- og indlæringsbesvær
    • Taktilskyhed – brug for større taktiltolerance
    • Øget koncentration
    • Kropsbevidsthed
    • Hjælp til at slappe af/finde ro – ved høj arrousel
    • Hjælp til at vågne lidt op – ved lav arrousel/vågenhed

     

    Hvordan foregår massagen?

    Massagen foregår fra massør (personale) til elev. Det foregår i et lokale, der er indrettet til formålet. Under massagen vil døren være lukket for at undgå forstyrrelser.

    Før massagen begynder, laves der en tydelig aftale om, hvordan og hvor på kroppen massagen skal foregå – dette visualiseres også ved at tegne på et papir med en visuel krop, hvorefter både du og massøren skriver under. I snakker også om, hvordan du siger fra eller stop undervejs, hvis noget ikke føles godt.

    Der masseres aldrig i skridtet og på brystet. Der masseres altid med tøj på – dog kan det aftales, at du smøger ærmerne på blusen op, buksebenene op eller tager strømperne af, så der kan masseres på bare arme, underben eller fødder.

    Massagen kan foregå stående, siddende eller liggende og kan udføres enten med hænderne eller diverse massageredskaber.

    Der kan være særlige forhold, der gør, at der er et ekstra personalemedlem til stede i massagerummet udover eleven og massøren. Det kan for eksempel være for tryghedens skyld, hvis eleven ikke har prøvet massage før.



    Sidst opdateret: 4. november 2024