Dit barns sociale udvikling og trivsel
Et barn, der trives i skolens fællesskaber, er et barn med overskud til at lære. Trivsel er derfor noget, vi vægter højt hos os på Kløverskolen.
Sådan arbejder vi med trivsel på Kløverskolen
Vi har stort fokus på børnenes udvikling både fagligt, socialt og trivselsmæssigt. Det starter allerede i 0. klasse, hvor der er en særlig opmærksomhed på at få det enkelte børn gjort tryg og opleve sig som en naturlig del af fællesskabet. Dette sker i tæt samarbejde med forældrene.
For at styrke relationerne arbejder vi med legegrupper, både i undervisningen og i pauserne. Børnene bliver sat sammen i forskellige grupper, så alle lærer hinanden at kende, og så der bliver skabt tryghed og gode venskaber på tværs af klassen.
Vi arbejder målrettet med social læring gennem hele indskolingen med henblik på at få skabt det bedst mulige fællesskab og trivsel for det enkelte barn.
Fællesskabet styrkes også gennem vores ugentlige fællessamlinger i indskolingen.
Fællesskab på tværs af årgange
Vi har gode erfaringer med læsevenner, hvor ældre elever læser sammen med de yngste. Det skaber både læring, nærvær og relationer på tværs af alderstrin.
Udvalgte elever kommer også ned i frikvartererne for at lege med de yngste - et initiativ, der giver tryghed og forbinder skolens fællesskaber på tværs.
Trivsel i vores SFO
I vores SFO fortsætter arbejdet med social udvikling og trivsel. Her er der fokus på kreativitet, bevægelse og fællesskab. Børnene kan deltage i teater, male, tage til svømning hver uge eller være med i Get2Sport fodbold for både piger og drenge - og meget mere.
Alle aktiviteter handler om at styrke fællesskabet og give plads til, at hvert barn kan deltage på sin måde - føle sig som en del af noget større og samtidig opleve, at de selv bidrager til fællesskabet.