Bisidder
Når du skal til samtaler i Jobcenteret, har du ret til at tage en bisidder med.
Det kan kan skabe tryghed for dig, og det kan også bidrage til, at du husker at komme omkring alle de emner, som er vigtige for dig
Hvad er en bisidder?
En bisidder kan bl.a. ledsage dig til samtalerne med jobcentret og fungere som en sparringspartner for dig både før, under og efter samtalerne.
En besidder er ikke på samme måde som dig personligt involveret i din sag, så det kan være nemmere for bisidderen at huske detaljerne fra samtalen efterfølgende og minde dig om dine spørgsmål, hvis det bliver svært for dig selv at bevare overblikket.
Det vil kunne hjælpe med til, at kommunikationen mellem jobcentret og dig bliver endnu bedre, og risikoen for misforståelser minimeres.
En bisidder vil også kunne hjælpe dig med at få fulgt op på de aftaler, som du laver under mødet med jobcentret.
Hvem kan fx være bisiddere?
En bisidder kan være en god ven, et familiemedlem eller en bekendt, som du føler dig tryg ved.
Hvis du ikke har nogle i dit netværk, der kan være bisidder for dig, er er flere steder, hvor du kan få bisidderhjælp. Det er bl.a. i din fagforening, i patientforeninger, bo-tilbud og lignende sociale tilbud eller i de frivillige organisationer, som gratis hjælper dig.
Hvad kræver det at være en god bisidder?
En bisidder er din ekstra øjne og ører, og bisidderen vil kunne hjælpe dig undervejs med at komme igennem med dine pointer og få stillet de spørgsmål, som du måske ikke ellers får stillet i situationen.
Det er derfor en god ide, hvis du og din bisidder får talt sammen inden mødet, så bisidderen ved hvilken hjælp, du kan få brug for undervejs.
En bisidder støtter dig i situationen uden at overtage samtalen. Det er stadig dig, der er hovedpersonen i din sag. Dog kan bisidderen hjælpe dig undervejs med at få sagt de ting, der skal siges, og få belyst din sag, så jobcentret kan iværksætte de tiltag, der er brug for med henblik på at hjælpe dig.
Det er også godt, hvis du og din bisidder har tid til at gennemgå mødet bagefter, så du kan få talt mødet igennem.
Du skal være opmærksom på at en bisidder ikke er det samme som en partsrepræsentant. En bisidder må ikke handle eller udtale sig på dine vegne.
Kommunen kan i helt særlige tilfælde afvise deltagelse af en bisidder. Det kan fx være hvis bisidder tilsidesætter dine interesser eller er truende i sin adfærd.
Hvad sker der med jobcentrene?
Der er skrevet meget i pressen om, at jobcentrene skal omlægges.
Lige nu har det ikke noget betydning for hverken dig eller dit forløb.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte din jobkonsulent eller din virksomhedskonsulent.
Vi vil løbende her på siden informere om, hvordan den nye reform vil blive implementeret.
På Beskæftigelsesministeriets hjemmeside kan du læs mere om den politiske aftale og det nye beskæftigelsessystem:
Danmarkshistoriens største forenkling af beskæftigelsessystemet