Gå til hovedindhold

Vision

Aarhus Kommune arbejder mod universelt design, fordi vi ønsker at skabe rum til, og lige muligheder for alle borgere. Målet er at alle borgere skal have mulighed for at deltage aktivt og få oplevelser sammen og på lige fod med andre.

Indhold

    En god by for alle

    Aarhus Kommune stræber mod universelt design og inkluderende arkitektur til gavn for alle mennesker uanset alder, køn, etnicitet eller funktionsevne. Vi ønsker at tage hensyn til mangfoldigheden af ​​kroppe og evner og undgå særlige tilgængelighedsløsninger, der kun er rettet mod en særlig gruppe mennesker. Tilgængelighedsstandarder alene kan fastlåse vores mindset, fordi brugerbehov ikke kan rubriceres i f.eks. ’kørestolsbrugere’, men er forskellige. Vi ønsker derimod at designe projekter til den menneskelige diversitet, og med det for øje bliver universelt design en væsentlig løftestang til at øge inklusion i det byggede og ’kommunikative’ miljø.

    Hvem designer vi for?
    Hvem er brugerne/borgerne?
    Hvilke kroppe designer vi disse rum til?

    Klogere sammen

    Universel design kræver viden om brugerbehov og menneskelig diversitet, hos både kommunens medarbejdere og samarbejdspartnere, herunder hvilke løsningsmodeller der imødekommer forskelligartede behov. Vi arbejder målrettet på at blive klogere sammen og forstå den holistiske tankegang om universelt design. Vi bringer aktørerne med om bordet, på tværs af byggeriets- og kommunikationsprojekternes parter, så vi sammen med brugerne kan diskutere, hvad brugerdiversitet og brugerbehov er. 

    Vi ønsker at lære at forstå menneskers forskellighed for derigennem at kunne skabe et inkluderende miljø for alle og integrerer universelle designprincipper i de tidlige stadier af designprocesser ved at stille spørgsmål som: "hvem designer vi for? ”, “hvem er brugerne/borgerne?” og "hvilke kroppe designer vi disse rum til?". 

    Sidst opdateret: 5. december 2024