Klassifikation af jord

I forlængelse af en forureningsundersøgelse, klassificeres den undersøgte jord inden den videre håndtering. Jorden opdeles i kategorierne 1 og 2 samt jord uden for kategori, svarende til ren, let forurenet og kraftig forurenet jord. Klassificering af et jordparti vil dog kunne variere, afhængig af hvortil jorden skal bortskaffes. På det enkelte modtageanlæg, kan der være andre krav til klassificering af jorden.

Hvis jord ikke kan henføres til kategori 1 eller 2, er det kommunen, der vurderer, hvordan jorden skal klassificeres.

Reglerne for klassifikation af jord fremgår af bekendtgørelse om anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord, populært kaldet ”jordflytningsbekendtgørelsen”.

Læs om jordflytningsbekendtgørelsen

Der skal ske klassificering af alle jordpartier. Det gælder al jord, bortset fra jord i områder, som kommunen på forhånd har klassificeret som kategori 1.

Ved jordparti forstås en mængde jord, som stammer fra et afgrænset areal, med ensartet sammensætning af jordarter og med ensartet anvendelseshistorik. Det vil sige en mængde jord, som kan forventes at indeholde de samme forureningskomponenter i samme forureningskategori.

Eksempelvis vil et jordparti, hvori der er konstateret indhold af to forskellige forureningskomponenter svarende til henholdsvis kategori 1 og kategori 2, kategoriseres i en samlet kategori 2.

Den miljøtekniske rådgiver kan anvende 50 procent-reglen til at nedklassificere et jordparti, der ønskes bortskaffet til et godkendt modtageanlæg. Reglen kan i andre sammenhænge ikke anvendes til dokumentation af forureningstilstanden i jord. Jordpartiet, der skal bortskaffes, opdeles i et antal delområder, og fra hver del udtages en blandeprøve bestående af minimum fem nedstik.

Hvis nedenstående forhold er overholdt, kan 50 procent-reglen anvendes til nedklassificering af jordpartiet.

  • Der skal være tale om et homogent jordparti med ensartet sammensætning af jordarter og ensartet anvendelseshistorik. Det vil eksempelvis sige, at der ikke må blandes jord fra havearealer med jord fra et areal, hvor der har været værkstedsaktiviteter, beboelse eller kemikalieoplag.
  • Der skal være udtaget mindst tre jordprøver i det samlede jordparti.
  • For hver enkelt forureningskomponent må det gennemsnitlige indhold i de analyserede prøver ikke overskride grænseværdien for den forureningskategori, som jorden ønskes nedklassificeret til.
  • Forureningsindholdet for hver enkelt forureningskomponent i hver enkelt jordprøve må ikke overskride grænseværdien for jordkategorien med mere end 50 procent.

Ved flytning af jord fra et godkendt modtageanlæg, kan jorden uden analyse klassificeres som ved modtagelsen på anlægget. Hvis jord fra forskellige kategorier sammenblandes på anlægget, skal jordblandingen klassificeres som den højeste af de kategorier, der sammenblandes.

Hvis jord fra et godkendt modtageanlæg ønskes klassificeres lavere end ved modtagelsen på anlægget, skal anlægget dokumentere den lavere forureningsklasse med analyser.