Ansøgning om § 8-tilladelse

Vi anbefaler, at ansøgningen bliver udarbejdet af et miljøteknisk firma med erfaring inden for jordforurening. Desuden anbefaler vi, at du udfylder og vedlægger "Skema til ansøgning om byggeri på forurenet grund”, når du sender ansøgningen. Du kan finde gode råd til din ansøgning længere nede på siden.

Skemaer

Du skal søge om tilladelse, hvis du ønsker at ændre den nuværende arealanvendelse på et kortlagt areal til et af følgende formål:

  • Bolig
  • Institution (ved institutioner skal forstås alle former for institutioner for mennesker f.eks. også sportspladser)
  • Legeplads
  • Kolonihaveområde
  • Sommerhus
  • Alment tilgængeligt område
  • Rekreativt område.

Du skal søge om tilladelse, uanset om arealanvendelsen bliver ændret fra erhverv til ét af ovennævnte følsomme formål, eller arealanvendelsen bliver ændret fra én type af følsom anvendelse til en anden, eller at der er tale om nybyggeri på en tom grund.

Ved byggeri og anlægsarbejder på ejendomme eller arealer, der bliver anvendt til visse følsomme formål, skal ejer eller bruger sikre, at de øverste 50 cm af jordlagene består af ren jord (50 cm-reglen). I § 8-sammenhæng er 50 cm-reglen en minimumsregel, der ikke kan fraviges.

Læs mere om 50 cm-reglen.

Du skal søge om tilladelse hvis bygge-/anlægsarbejdet - uanset formålet med det pågældende arbejde - skal udføres på et kortlagt areal inden for et af Region Midtjyllands indsatsområder.

Det omfatter:

  • Områder med særlig drikkevandsinteresser
  • Vandindvindingsopland til almene vandforsyningsanlæg
  • Områder med følsom arealanvendelse, f.eks. bolig, børneinstitution eller offentlig legeplads
  • Områder, der ligger mindre end 250 meter fra sø/vandhul, vandløb eller kyst
  • Internationale naturbeskyttelsesområder

Du skal søge om tilladelse, hvis et bygge-/anlægsarbejde bliver udført på et kortlagt areal, som på ansøgningstidspunktet anvendes til følsom anvendelse.

Det er:

  • Bolig
  • Institution
  • Legeplads
  • Kolonihave
  • Sommerhus
  • Alment tilgængeligt område
  • Rekreativt område
  • Institution

Anlægsprojekter og forureningsforhold varierer i kompleksitet fra grund til grund. Det er derfor vanskeligt at give en komplet vejledning til, hvad din §8-ansøgning skal indeholde. Ansøgningen skal som minimum indeholde:

  • Ejendommens adresse og matr.nr. og oplysninger om ejerforhold, samt angivelse af ejendommens beliggenhed på oversigtskort.

  • Oplysninger om sagens parter.

  • Oplysninger om ejendommens beliggenhed i forhold til offentlige indsatsområder (bolig, børneinstitution, offentlig legeplads, område med særlige drikkevandsinteresser eller indvindingsopland til alment vandforsyningsanlæg, indsatsområde over for overfladevand eller internationalt naturbeskyttelsesområde).

  • Historisk gennemgang af muligt forurenende aktiviteter på ejendommen (forureningskilder).

  • Formålet med projektet herunder relevante projektbeskrivelser for det kommende bygge- og/eller anlægsarbejder, herunder situationsplaner i passende målestok der viser ejendommens fremtidige indretning og anvendelse.

  • Kortfattet beskrivelse af udførte undersøgelser af jord, grundvand eller poreluft, herunder også tidligere udførte undersøgelser og resultaterne af dem. Vedlæg undersøgelsesrapporter som bilag.

  • Målfaste situationsplaner i passende målestoksforhold med tydelig angivelse af mulige forureningskilder, prøvetagningspunkter og boringsplaceringer fra alle gennemførte undersøgelser.

  • Målfaste temaplaner i passende målestoksforhold med præsentation af analyseresultater og forureningsudbredelser set i forhold til ejendommes fremtidige indretning og anvendelse.

  • Relevante risikovurderinger i forhold til kontaktrisiko, afdampning (indeklima), grundvand og i særlige tilfælde internationale naturbeskyttelsesområder.

  • Forslag til afværgeforanstaltninger overfor konstaterede sundhedsmæssige risici eller risici for miljøet i øvrigt.

Ansøgningen sendes til Virksomheder og Jord. Når vi har modtaget en fyldestgørende ansøgning, vil sagsbehandlingstiden for en § 8-tilladelse være seks uger inklusiv en høringsfase hos Region Midtjylland.

Når projektet er gennemført, skal den projektansvarlige rådgiver udfærdige en dokumentationsrapport til Virksomheder og Jord. Rapporten skal beskrive det udførte arbejde og dokumentere, at vilkårene i § 8-tilladelsen er efterkommet.

Hvad skal en dokumentationsrapport indeholde.