Formål

  • Den neuropsykologiske undersøgelse kan være et led i at stille en diagnose og kan sammen med øvrige undersøgelser være med til at bidrage til forståelsen af en sygdom eller skade.
  • Kan også bidrage til at beskrive det aktuelle kognitive funktionsniveau ved en lang række psykiske problemstillinger som fx stress, depression og en kronisk smertetilstand
  • Belyse mulighederne for at hjælpe borgeren til indplacering på arbejdsmarkedet eller en uddannelse.

Indhold

En neuropsykologisk undersøgelse foregår hos en psykolog, der har særlig viden om, hvordan hjernens funktioner afspejles i tanker, følelser og handlinger. Neuropsykologen undersøger forskellige færdigheder såsom:

  • Opfattelse af sanseindtryk
  • Koncentration og udholdenhed
  • Indlæringsevne og hukommelse
  • Sproget
  • Overblik, planlægning og problemløsning
  • Følelser og personlighedstræk (fx angst, temperament, væremåde, depression)
  • Evnen til at håndtere eventuelle følger efter hjerneskade, sygdom og anden modgang
  • Personens muligheder for at udnytte de evner, som han eller hun nu har.

Forløb af undersøgelsen

Undersøgelsen starter med en samtale om formålet med undersøgelsen og hvem, der har ønsket den. Der er brug for oplysninger om nuværende og tidligere sociale og helbredsmæssige forhold, fx uddannelse, erhverv, sygdomme, skader, medicin og alkoholforbrug. Pårørende kan eventuelt deltage i den indledende samtale.

Dernæst gennemføres en række mundtlige og skriftlige prøver, eventuelt også prøver ved hjælp af en computer, for at belyse de forskellige færdigheder. De fleste opgaver er af kort varighed, men der er mange, og den enkelte undersøgelse kan derfor vare op til tre timer. Nogle gange fordeles undersøgelsen over flere konsultationer. Det er meget normalt, at man føler sig træt efter undersøgelsen.

Resultaterne og konklusionen af undersøgelsen præsenteres i en neuropsykologisk erklæring, som er gennemgået med borgeren, der også modtager en kopi af undersøgelsen. Med borgerens skriftlige samtykke kan der sendes en kopi af undersøgelsen til borgerens praktiserende læge.