Ydelser ved fysioterapeut

Udredningen er baseret på 2-4 samtaler og i relevante tilfælde en klinisk undersøgelse. Heri indgår muligheden for et kortvarigt forløb med det formål at få igangsat tiltag til bedring af et aktuelt problem eller i retning af en sundere og mere hensigtsmæssig livsstil.
Forløbet afsluttes med en rapport, der størrelsesmæssigt ligger et sted mellem 1½ - 2½ side.

Målgruppen for det fysioterapeutiske tilbud er typisk sygemeldte borgere med problemer i bevægeapparatet, fx smertetilstande efter prolaps, trafikuheld m.v. Desuden vil tilbuddet være relevant for borgerne med lettere depression og stress.

Formålet med henvisning til fysioterapeut er overordnet at afklare, hvad der skal til for at borgeren kan vende tilbage til hel eller delvis selvforsørgelse.

Den fysioterapeutiske vurdering vil være med til at kortlægge de fysiske problemstillinger i bevægeapparatet, der kan udgøre barrierer i forhold til arbejdsmarkedet. Hertil kommer konkret forslag til videre tiltag, herunder behandling, træning og motion, ift. de problemer der må vise sig i vurderingen.

Ift. depression og stress kan det primære fokus være den inaktivitet, der ofte følger i kølvandet af en psykisk lidelse. Der vil blive arbejdet målrettet og motiverende med at ændre inaktiviteten, da flere undersøgelser viser god effekt af fysisk aktivitet, motion og sund livsstil.

Derudover består en del af fysioterapeutens arbejde i Sociallægeinstitutionen i at udvikle velfærdsteknologiske løsninger, der kan være med til at fremme og lette det daglige sundhedsfaglige arbejde i Sociallægeinstitutionen.

Man kan under de forskellige faner se aktuelle og tidligere projekter. Desuden er der uploadet videoklip, som kan bruges til repetition for borgere, der har modtaget undervisning i forbindelse med et fysioterapeutisk forløb.