Tværfaglige ydelser

I Sociallægeinstitutionen har vi gjort os den erfaring, at det i nogle situationer er en fordel at have flere fagligheder og dermed flere synsvinkler på en problemstilling.

Nogle gange er det en læge og en antropolog sammen, nogle gange en læge og en psykolog eller en psykolog og en antropolog. Det er situationsafhængigt og afklares i en dialog mellem sagsbehandler og Sociallægeinstitutionen.

Tværfagligt samtaleforløb - læge, psykolog, antropolog

Den tværfaglige samtale har til formål at pege på og motivere for handlemuligheder, der kan øge borgerens chance for at (gen)etablere kontakten med arbejdsmarkedet. Således er målet, at både borger og sagsbehandler føler sig hjulpet i forhold til borgerens videre proces mod arbejdsmarkedstilknytning.

Samtalen tager udgangspunkt i et af sagsbehandler formuleret formål, og der samles op på den allerede tilgængelige viden. Der sættes fokus på problemstillingernes betydning for den enkelte, både i forhold til tanker og evnen til at fungere. Det er bl.a. de omgivelsesmæssige og personlige faktorer, som kan påvirke funktionsevnen, som undersøges.

Efter samtalen udarbejder det tværfaglige team et kort notat.

Det er muligt at anvende tolk til tværfagligt samtaleforløb.