Rådmand vil ikke reservere arealer til store vindmøller i Aarhus

Der skal ikke udlægges arealer til store vindmøller i Aarhus Kommune, og allerede udlagte vindmøllerområder skal fjernes fra kommuneplanen, lyder meldingen fra Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.

Magistraten i Aarhus Kommune skal mandag behandle forslaget til en temaplan om vedvarende energianlæg. I planen foreslås det blandt andet, at konkrete ansøgninger om opstilling af store vindmøller fremover bliver enkeltsagsbehandlet.

”Vi er mange aarhusianere i Aarhus Kommune, og vi har ikke ubegrænset areal til rådighed. Store vindmøller generer mennesker med støj. Samtidig er de synlige over lange afstande og skæmmer naturen. Derfor foreslår jeg, at vi stopper med at udlægge arealer til store vindmøller. Hvis der skal opstilles store vindmøller, mener jeg, at det er langt mere hensigtsmæssigt at opføre dem til havs,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.

Tidligere er konkrete planer om opførelse af vindmøller ved hhv. Solbjerg og Hørslev blevet skrinlagt. Flere aarhusianere har i en høring i stedet peget på Aarhus Havn og havet som mulige vindmølleplaceringer.

Bünyamin Simsek foreslår, at man i stedet for undersøger muligheden for at etablere solenergianlæg.

”Den grønne omstilling er vigtig, og vi bør som kommune fortsat understøtte den. Der-for bør vi kigge på mulighederne for at etablere solenergianlæg på både bygninger og ubebyggede arealer. Her skal vi selvfølgelig også tage hensyn til landskab m.m.,” siger han.

Fakta

Aarhus Kommunes definition af vindmøllestørrelser:
• Store vindmøller (totalhøjde: 100-150 meter)
• Mellemstore vindmøller (totalhøjde: 25-100 meter)
• Hustandsmøller (totalhøjde under 25 meter)
• Småmøller (mini- og mikromøller med et rotorareal på max 5 m2).