Byrådet bliver inviteret til at samle affald

Byrådets 31 medlemmer bliver mødt af en gave til onsdagens byrådsmøde. På hver plads vil der ligge et kit fra Ren By Aarhus bestående af snapper, affaldsposer, handsker og en gul vest.

Kittet er ledsaget af en invitation til at tage aftensmaden med i hånden til næste onsdags udvalgsmøder for at samle affald langs Park Allé. Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, står bag initiativet for at sætte fokus på stigende affaldsudfordringer i Aarhus

”Vi bliver alle nødt til at tage et ansvar, hvis vi vil have en renere by. Flere mennesker og flere arrangementer i byen betyder stigende affaldsmængder. Desværre er vi blevet dårligere til at ramme skraldespanden, og det giver mere affald i bybilledet. Hvis vi skal have en renere by er aarhusianerne og de besøgende nødt til at hjælpe os, og det kræver ikke meget at smide sit affald i skraldespanden i stedet for på fortovet eller i hækken,”
siger Bünyamin Simsek.

Tydelige tal
Opgørelsen for de seneste to højsæsoner for affald giver en klar indikation på en stigende udfordring. I sommeren 2017 indsamlede Teknik og Miljø 79 ton affald fra affaldsstativer, gader og torve. Det tal steg til over 100 ton i år.

”Vi har flere end 1.000 frivillige affaldsindsamlere fordelt i hele kommunen, som gør en kæmpe indsats. 31 byrødder kan ikke udrette mirakler på en halv time, men vi kan vise vejen og sende et signal om, at vi ikke finder os i affald i vores by, og at vi alle har et ansvar for, at vores by er ren,”
siger Bünyamin Simsek.

Fakta
De 31 byrådsmedlemmer bliver inviteret til at gå en tur langs Park Allé onsdag den 19. september klokken 18:30.

Se video fra Facebook (åbner i nyt vindue).