Mere grønt og flere mødesteder på Aarhus Ø

I dag er der taget et nyt og grønt skridt i udviklingen af Aarhus Ø, hvor Teknik og Miljø i Aarhus Kommune sammen med sammen med samarbejdspartnerne fra Lighthouse, PenSam, TopDanmark og tegnestuen Sleth har præsenteret det grønne og aktive byrum Ø-Linjen på Aarhus Ø.

Ø-Linjen vil allerede fra sommeren 2019 bidrage til et mangfoldigt og engagerende by-liv i den nye bydel. Ø-Linjen udgør samtidig en central del af Aarhus Kommunes mål om løbende at udvikle grønne byrum gennem dialog og samskabelse.

Idéen om et grønt byrum på Aarhus Ø er blevet til i samarbejde med flere end 800 aarhusianere, som har bidraget til udviklingsplanen for Indre Aarhus Ø. Særligt er ønsket om mere grønt på Aarhus Ø blev gentaget.

”Med realiseringen af Ø-Linjen indfrier vi aarhusianernes ønske om mere grønt på Aarhus Ø. Uanset om du er til afslapning, fysisk udfoldelse, leg eller fordybelse, så vil Ø-Linjen i fremtiden være et oplagt mødested. Sammen med beboere og investorer på Aarhus Ø skaber vi et byrum, som kan rumme og understøtte det fællesskab, som er i sin spæde start mellem bydelens mange nuværende og kommende beboere,”
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.

Ø-Linjen vil i sin fuldt udbyggede form strække sig over de fire yderste øer på Aarhus Ø. Projektet realiseres etapevis, og første strækning er på Ø2 foran Isbjerget og på Ø3 ved Havneholmen.

Carsten Gröhn, chef for alternative investeringer i PenSam, der sammen med Topdanmark står bag Havneholmen, ser ligeledes Ø-Linjen som et stort aktiv for bydelen og Havneholmens beboere:

”Når vi som investor bygger nye boliger, er det ikke kun livet inde i boligerne, der skal tages højde for. Der skal også være plads til grønne områder og byrum mellem boligerne, og det får vi sikret med projektet Ø-linjen. Allerede nu er der gode muligheder for beboerne og andre aarhusianere for at tage aktivt del i livet på havnen, og samtidig er Ø-linjen med til at skabe en sammenhængende bydel.”
Carsten Gröhn, chef for alternative investeringer i PenSam.

Det er det aarhusianske arkitektfirma SLETH, som står bag udformningen af det grønne strøg på Aarhus Ø. Partner Søren Leth ser Ø-Linjen som en direkte forlængelse af Aarhus Ø-beboernes dagligstuer:

”Ø-Linjen er en enestående mulighed for at skabe fantastiske uderum til de mange lejligheder, der bygges på Aarhus Ø. Med Ø-Linjen, bliver der skabt dels en park for beboerne på Aarhus Ø men i lige så høj en stærk rekreativ rygrad, der vil være til gavn for hele byen.”
Søren Leth, partner, arkitektfirma SLETH.

Det er selskabet Lighthouse United, som i dialog med de omkringliggende grundejere har stået i spidsen for processen omkring udformning og funktioner i Ø-linjen. Den forventede opstart af Ø-Linjen på Ø2 og Ø3 er ultimo 2018. Denne del af projektet forventes færdig i maj 2019.

Læs mere om udviklingen af Aarhus Ø (åbner i nyt vindue). 

Læs mere om Ø-Linjen (åbner i nyt vindue).