Fire nye navne til Godsbanearealerne

Skuespiller Bodil Lindorff, scenekunstner Karen Wegener, billedkunstner Anna Klindt og musiker Kjeld Tolstrup får hver især opkaldt en vej efter sig på Godsbanearealerne.

Vejnavnene i det nye kvarter i byens hjerte skabte stor debat, da Teknik og Miljø løftede sløret for de første 13 navne tidligere på året. Derfor startede et samarbejde med kultur- og musikmiljøet i området, som Teknik og Miljø i fællesskab har fundet frem til en løsning med.

”Det er et stort puslespil med mange interesser, som vi har forsøgt at få til at gå op. Jeg er glad for, at vi nu har fundet frem til i alt 16 navne, som alle repræsenterer den samme kulturelle og kreative udvikling, der kendetegner området omkring Godsbanearealerne,”
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.

 

Også Louise Lindskrog, byrådsmedlem fra Socialdemokratiet, er glad for det endelige resultat.

 

”Nu er kommet en mere ligelig kønsfordeling, og det er jeg rigtig godt tilfreds med. Samtidig har kulturaktørerne i Aarhus fået mulighed for indflydelse, så det er en god løsning, vi har fundet frem til.”
Louise Lindskrog, byrådsmedlem fra Socialdemokratiet.

 

Omrokeringer
De fire nye navne betyder, at flere af de tidligere besluttede navne har fået nye placeringer i området. Desuden får Trille Nielsen i stedet en vej opkaldt efter sig i Lisbjerg i et område med børnekultur.

Desværre er det også blevet nødvendigt at lade Bent J. Jensens Gade og Kjeld Petersens Gade udgå. Begge navne indgår dog i navnebanken og vil være med i overvejelserne næste gang, der skal findes nye vejnavne i Aarhus.

Pladsen foran Arkitektskolen har endnu ikke fået et navn, men Teknik og Miljø er i dialog med naboerne for at finde frem til dette. Forventningen er, at navnet vil være på plads i løbet af december.

Se kort over godsbaneområdet.