Aarhusrådmand: Vi skal sikre frihed til at kunne vælge elbil

I dag er der indregistreret ca. 450 elbiler i Aarhus Kommune, og der er ca. 100 lademuligheder på offentlige arealer. Beregninger viser, at der i 2030 kan være op mod 27.000 elbiler i kommunen. Det betyder, at der skal etableres langt flere elladestandere de kommende år.

Bünyamin Simsek mener, at der som en del af bygningsreglementet skal stilles krav om, at man ved nybyggerier skal gøre klar til etablering af elladestandere, og han vil derfor rette henvendelse til regeringen.

 

”Vi bør tænke mere fremsynet, når vi bygger nyt, og gøre det til et krav, at man gør klar til elladeinfrastruktur. Det er billigere og hurtigere at etablere det, hvis behovet opstår senere, når man allerede fra begyndelsen har tænkt det ind i byggerier. Jeg vil også opfordre bygherrer til at indtænke nye og fremtidsorienterede løsninger i projekterne herunder elbiler,”
siger Bünyamin Simsek.

Han roser regeringens klimaudspil, som kom tidligere på efteråret, for at indeholde mange vigtige og gode initiativer, som skal fremme den grønne transport.

Regeringens ambitioner om grønnere transportformer betyder, at man i Aarhus forventer en stærkt forøget efterspørgsel på bl.a. ladestandere. Det kræver derfor rettidig omhu og fokus, hvis kommunerne ikke skal komme på bagkant.

En samlet plan

Bünyamin Simsek opfordrer til, at regeringen har fokus på at forbedre ellade-infrastrukturen i de store byer og inddrager kommunerne i arbejdet med at forberede fremtidens elektriske transport. F.eks. er der 10.000 biler i midtbyen i Aarhus som med tiden skal være elbiler.

”Jeg vil opfordre til, at der bliver en samlet plan for infrastrukturen, der sikrer, at vi i Danmark er på forkant og ikke skaber flaskehalse for elbilerne. Man kan ikke forvente, at borgere i etageejendomme selv vil betale for en ladestander, når alle skal kunne bruge den. Derfor er det vigtigt, at der fortsat afsættes midler til at opsætte ladestandere i tætte byområder.”
Bünyamin Simsek.

Bünyamin Simsek opfordrer desuden til, at man sætter fokus på de bilister i benzin- eller dieselbiler, der ulovligt parkerer på p-pladser, der ellers er forbeholdt elbiler.

”Der kommer stadig flere elbiler på gader og veje. Vi bliver nødt til at se på, hvad vi kan gøre for, at bilerne også kan få batterierne ladet op. Hvis det er for besværligt, så forsvinder et af incitamenterne til at investere i en elbil. Det er et problem, når andre bilister ikke respekterer færdselsloven ift. skilte på el-ladepladser, så bilister i elbiler ikke kan få opladet deres biler,”
siger Bünyamin Simsek.

Bünyamin Simsek har som medlem af KL's Miljø- og Forsyningsudvalg også opfordret til fokus på de samme forhold i et høringssvar fra udvalget.

Fakta
Der er i dag ca. 50 ladestandere på offentlige arealer i Aarhus, og da hver stander typisk kan lade to biler, er her ca. 100 lademuligheder/ladepunkter.
Der er indregistreret knap 450 elbiler i Aarhus Kommune i dag.
Ifølge beregninger vil der i 2030 være op mod 46.000 elbiler og plug-in-hybridbiler i Aarhus i 2030, hvis regeringens målsætning lykkes.