140 almene boliger på vej til Godsbanen

Transformationen af Godsbanen fortsætter. Denne gang er det Boligforeningen Ringgården, der opfører cirka 140 almene boliger til familier og socialt udsatte, som skal bidrage til, at Godsbanen bliver en levende bydel.

 

”Beboerne i det nye byggeri vil bidrage til, at Godsbanen, som vi i forvejen kender som et alsidigt område, bliver et af midtbyens mest mangfoldige. Jeg synes, det er meget positivt, at vi også skaber plads til de blandede områder i den centrale del af Aarhus,”
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.

Lokalplanen for det nye byggeri er et led i realiseringen af Udviklingsplanen for Godbanearealerne, som blev vedtaget af Byrådet i september 2017. I planen er der blandt andet sat rammer for bygningernes arkitektur og udendørsarealer. Magistraten behandlede lokalplanforslaget på dens møde i dag.


Et bidrag til det aktive bymiljø
Byggeriet lægger sig op ad den eksisterende arkitektur i området med forskellige teglsten blandt andet genbrugstegl. Bygningen har tagterrasser og altaner, og trapper ned fra øverste til tredje etage, så udtrykket bliver åbent mod resten af området. I stueetagen kan der være udadvendte aktiviteter som f.eks. en minicafé, et atelier eller lignende, som kan bidrage til og styrke det levende og aktive bymiljø på Godsbanen.

Parkeringspladser til beboernes biler findes i p-huse på godsbaneområdet, og der vil blive lavet særlig cykelparkering til almindelige cykler og ladcykler tæt på det nye byggeri.