Ny vej får fodgængerfelt til kronhjorte

Alt fra padder til grævlinger får gode muligheder for at krydse Bering-Beder vejen. Faunapassager af forskellig karakter langs vejen er en integreret del af projektet, så indvirkningen på den omkringliggende natur bliver reduceret mest muligt.

Dådyr, rådyr og kronhjorte har dog været en udfordring, idet planlagte passager under vejen viste sig teknisk svære at gennemføre. Den udfordring er nu løst ved at tilføje en 50 meter bred faunapassage sydøst for Mårslet.

”Det er uundgåeligt, at en 12 km ny vej påvirker naturen. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu har fundet en løsning, så dyrene har de bedst mulige levevilkår på trods af vejen. Faunabroen er desuden et vigtigt tiltag for trafiksikkerheden, da den minimerer risikoen for, at bilister møder en flere hundrede kilo tung kronhjort med 80 km/t,” siger Carsten Thomsen, projektleder i Teknik og Miljø.

Lars Eg Hoppe, biolog i Teknik og Miljø, forklarer, at faunabroen især er vigtig for en voksende gruppe kronhjorte:

”Vi har kendskab til 400-500 kronhjorte i et stort område syd for Aarhus. De vandrer både nord- og sydpå, og hvis vi forhindrer denne bevægelighed, vil det med tiden gå ud over bestanden. Broen er afgørende for, at de kan fortsætte deres udvikling,” siger han.

Afventer godkendelse

Teknik og Miljø er lige nu i gang med de sidste justeringer af vejen, efter der de seneste uger er blevet afholdt såkaldte åstedsforretninger.

Byrådet forventes at tage stilling til det endelige projekt inklusiv den nye faunabro til august. Når de har godkendt projektet, kan første spadestik til vejen tages i starten af 2020.