Nye priser og tidsrum for betalingsparkering

Årsskiftet byder på nye priser for parkering og opdaterede p-automater. Det er en byrådsbeslutning, som er vedtaget for at optimere udnyttelsen af den samlede parkeringskapacitet i byen.

I stedet for den nuværende struktur, hvor den første time er billigere end de øvrige, bliver der indført en flad prisstruktur. Prisen afhænger dog fortsat af ugedag og tidspunkt på døgnet. Prisen vil variere fra 5-22 kroner.

Samtidig bliver det billigere at parkere i offentlige p-anlæg og p-huse, hvor prisen vil variere fra 17 til 0 kroner. Meningen er, at det skal få flere til at søge mod disse p-pladser og skabe mere plads til beboere og håndværkere på gadeplan.

Betal forud

Også betalingsformen ændrer sig, da det nuværende ind- og udtjekningssystemet bliver erstattet med forudbetaling, som mange vil genkende fra andre storbyer og private p-pladser.

Skiltning og p-automater på de enkelte p-pladser vil gøre tydeligt opmærksom på ændringerne, men man skal være opmærksom på, at også tidsrummene for betalingsparkering ændrer sig. Det vil fx ikke længere være gratis at parkere om søndagen før klokken 18 på gadeplan.

Billedet giver overblikket over alle ændringerne i parkeringstaksterne. Hele parkeringspolitikken kan findes via dette link.

Ændringerne på p-området sker i to etaper:

  • 1. januar: P-automaterne skifter til forudbetaling
  • 15. januar: Nye priser og tidsrum for parkering træder i kraft