Rådmand vil have grønne og røde vikinger i Aarhus

Aarhus har en særlig plads i Danmarks vikingehistorie, fordi mange af gaderne i bymidten ligger præcis samme sted som i 900-årene. Det er enestående for en dansk by.
 
Denne historie vil Bünyamin Simsek gerne markere ved at skifte udvalgte fodgængersignaler med grønne og røde vikinger.
 
”Mange kender ikke til Aarhus’ særlige betydning for vikingetiden, og det vil jeg gerne la-ve om på. Vi vil fortælle de glemte historier og brande Aarhus som den vikingeby, vi er. Med et beskedent budget kan vi skifte udvalgte fodgængersignaler og skabe reel værdi for både turister og aarhusianere,”
Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.
 
Planen er, at fodgængersignalerne skal suppleres med historier i byrummet, så både aarhusianerne og turister kan blive klogere på byens vikingetid. 
 
De præcise områder med vikingesignaler er fortsat ved at blive planlagt. Derfor er der endnu ikke sat antal på de nye fodgængersignaler, men det koster cirka 1.000 kroner at udskifte en lanterne med et grønt og et rødt signal.
 

Branding af byen

Arbejdet med at skifte fodgængersignalerne sker i tæt samarbejde med Moesgaard Museum.
 
”Mange danske byer har markant betydning for vikingetiden, men ingen har som Aarhus bevaret sin geografiske placering siden da. Det er ikke tilfældigt, at vi har gader som Graven og Volden. Her går man direkte oven på vores egen historie,”
Lars Krants, overinspektør hos Moesgaard Museum.
 
Illustrationen er et udkast. Den endelige udformning er endnu ikke besluttet.