Nu kan der graves bag Vestergade

Snart vil der køre gravemaskiner på byggepladsen ved Vestergade/Møllegade. Teknik og Miljø har i dag givet bygherre tilladelse til at grave i området, så jorden på hele byggepladsen kommer i samme niveau - cirka 1,5 under gadeniveauet for Vestergade. I dag ligger jorden på byggepladsen i varierende højder.

”Vi har nu modtaget dokumentation fra bygherren, der viser, at bygninger i området ikke skulle blive påvirket af gravearbejdet. Derfor har vi givet tilladelse til arbejdet” siger Ann Hamborg, afdelingschef i Teknik og Miljø.

Når bygherren sætter gang i gravearbejdet, er de forpligtede til at holde øje med, at Vestergade 69 ikke bliver påvirket af arbejdet. Derfor er der fortsat sensorer på bygningen.