500 nye træer i Aarhus

En diskret messingplade viser, at det nyplantede træ for enden af Mylius Erichsens Vej markerer en særlig milepæl. Det er træ nummer 500 i Aarhus Kommunes ambition om at nå 10.000 træer inden 2025.

De 500 træer er dog langtfra nok. Hvis man fortsætter med at plante træer i samme tempo som hidtil, vil der være plantet under halvdelen af målet i 2025.

Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, fortæller, at der er et øget fokus på at plante nye træer, og han tror derfor på, at udviklingen kan accelerere i de kommende år.

”Hver gang vi fælder et træ i midtbyen, så planter vi konsekvent to nye. Alle, der arbejder med byudvikling, skal prioritere træer i alle projekter, hvis vi vil gøre Aarhus til et grønnere sted at bo. Jeg tror på, at den tankegang med tiden vil sprede sig yderligere.”
Bünyamin Simsek.

Omvendt ligger han ikke skjul på, at det kræver yderligere handling, hvis det ambitiøse mål skal nås.

”Vi skal selv blive endnu bedre til at tænke træer ind i alle projekter, men det kræver også politisk vilje. Hvis byrådet ønsker at gøre ambitionen til virkelighed, skal der sættes flere penge af til træer i de kommende års budgetter.”
Bünyamin Simsek.

Han håber også på at se endnu flere samarbejder mellem private aktører om at plante nye træer.

Læs mere om 10.000 træer og ønsk et træ på www.aarhus.dk/ønskettræ.