Trafikteknologi skal forbedre oplevelsen til AGF’s hjemmekampe

Teknik og Miljø udskifter netop nu teknikken i fem signalanlæg i området omkring stadion til en ny og intelligent udgave.

Teknologien vil gøre det muligt at fjernstyre signalanlæggene og give mere grønt lys i retninger, hvor der er størst behov for det. På den måde kan trafikken blive ledt hurtigere væk efter AGF’s hjemmekampe, koncerter og andre store events i området.

”Det er et vigtigt skridt på vejen mod en decideret trafikcentral i Aarhus, hvor vi løbende kan justere trafiksignalerne, så vi udnytter kapaciteten på vores veje bedst muligt. Ud over et bedre trafikflow vil det give en bedre oplevelse af at være trafikant i Aarhus, fordi vi mindsker situationer, hvor det føles som om, man holder for rødt uden grund,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø og tilføjer en enkelt mangel ved den nye teknologi:

”Vi kan desværre ikke skelne mellem, om chaufføren har en hvid eller lyseblå trøje på.”

De fem signalanlæg vil komme op og blive testet henover sommeren. Otte yderligere signalanlæg i området kan også se frem til en teknisk op-gradering. Mens arbejdet står på, vil de enkelte lyskryds i perioder være slukkede.

Stort potentiale
En opgradering af alle Aarhus Kommunes 231 signalanlæg skal gøre det muligt at optimere trafikafviklingen i Aarhus med kort varsel. Uanset om ændringer opstår pludseligt ved uheld og udrykning, eller når der er planlagte større events og vejarbejder.

Med hjælp fra realtidsdata kan en ingeniør fjernstyre signalerne og fx give grønt lys i længere tid i én retning, hvis der opstår en længere kø, eller en ambulance skal igennem. Planen er, at en tredjedel af alle kommunens signalan-læg skal være koblet op på den nye teknologi inden 2023.

”Vi skal være mere ambitiøse. En bemandet trafikcentral, hvor trafikeksperter hver dag overvåger og justerer byens infrastruktur, kan spare aarhusianerne værdifuld tid hver eneste dag. Vi er kommet godt fra start, men det store potentiale i teknologien skal af-spejle sig i midlerne, vi dedikerer til trafikcentralen,” mener Bünyamin Simsek.

Fakta
De fem signalanlæg er:
- Marselis Boulevard/Stadion Allé
- Marselis Boulevard/Jyllands Allé
- Jyllands Allé/Skovbrynet
- Stadion Allé/Skovbrynet
- Holmevej/Rosenvangs Allé