Udstilling: Krigens Sidste Stemmer

Under krigen var Aarhus Havn helt central for tyskerne med udskibning af ammunition og våben. Men i 1944 sprang 150 tons ammunition i luften på Aarhus Havn og over 2.000 granater og projektiler spredte sig over Aarhus. 33 døde og 251 sårede.

I GULDSMEDGADE LÅ ET STYKKE AF EN SKIBSSIDE. DET VAR SÅ FORFÆRDELIGT. VI HAVDE HØRT DET KÆMPE BRAG, OG VI SÅ RAKETTERNE OPPE I LUFTEN. JEG VAR BANGE FOR, AT DER VAR SKET MIN FAR NOGET.
ELI VERNER RASMUSSEN, F. 1927

Fortællinger fra plejehjemsbeboere om erindringer fra 2. verdenskrig bliver udstillet med tekst og foto 22. – 28. oktober på Dokk1 i Aarhus. Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune har skabt udstillingen i samarbejde med Stadsarkivet, frivillige fra Besættelsesmuseet og fotojournaliststuderende fra Danmarks Journalisthøjskole.

- Det er stærke historier fra en tid, som mange plejehjemsbeboere har oplevet og kan huske. Vores oplevelse er, at beboerne får øget livskvalitet ved at dele ud, og vi andre, som ikke har oplevet krigen, kan bære historierne videre, siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.

JEG KAN HUSKE DET HELE. JEG KAN SE LEJREN FOR MIG. DER KØRER ET BÅND I MIT HOVED HELE TIDEN. ER DU PARAT? SÅ SKAL JEG FORTÆLLE DIG FRA DEN DAG TYSKERNE KOM TIL POLEN.
BARBARA CIELECKA, F. 1924

- Der er ikke meget, der både fascinerer og forskrækker os på samme måde som krig. I dag er der heldigvis kun få danskere, der kommer i berøring med krig. Men for ikke så forfærdelig længe siden var det helt anderledes, siger Søren Bitsch Christensen, Stadsarkivet i Aarhus, der har leveret fakta og fotos fra krigen.

Udstillingen bliver åbnet af kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad og formand for sundheds- og omsorgsudvalget, Lone Hindø:

- Tiden løber ud for stemmer og øjenvidneberetninger fra krigens tid, og derfor synes jeg, det er så vigtigt, at Sundhed og Omsorg viser, hvordan beboere på plejehjem kan blive mødt og skabe rum til deres livsfortællinger. Mange pårørende har måske heller aldrig fået historien, og fortællingerne er med til at styrke beboernes selvværd, siger Lone Hindø.

- Der er næsten ingen danskere, der har oplevet at befinde sig i en krig. Heldigvis. Derfor er Krigens Sidste Stemmer så vigtig. Nulevende generationer skal vide, at krig ikke kun er noget, man ser på tv, men at Aarhus selv har været en krigszone. Vi er nødt til at tage ved lære af historien, siger Rabih Azad-Ahmad, rådmand, Kultur og Borgerservice.

9 fotojournaliststuderende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) har medvirket til at fotografere beboerne, og 2 frivillige fra Besættelsesmuseet har interviewet, indsamlet og deltaget i redigeringen af materialet.

Fakta

Foto til download i højre side. Kreditering af fotografer venligst følg angivelse på foto.

Beboere og pårørende deltager i åbningen 22. oktober kl. 14.00 på Dokk1 i Aarhus af udstillingen Krigens Sidste Stemmer – fortællinger fra aarhusianske plejehjem

Udstillingen varer til og med 28. oktober og fortællingerne findes også i et magasin

Fra 30. oktober til 8. november er udstillingen på Aarhus Rådhus i trafikhallen, og tanken er, at udstillingen kommer rundt på andre biblioteker, SOSU-Skolen, Sygeplejerskeskolen m.m.

Sundhed og Omsorg har tidligere lavet livshistorier sammen med 1. semesterstuderende fra DMJX