Håndværkerne har lagt tag på Generationernes Hus

Et hus til alle generationer og mennesker forskellige steder i livet – Generationernes Hus på Aarhus Ø vil være det første af sin slags, som vil invitere beboere og brugere til et liv i både naboskab og fællesskab.

- Fejringen af rejsegildet i dag er en del af vores stærke vision og drøm om at skabe et hus for generationer. Et hus til forskellige familieformer, boligformer og livsvilkår. Det bliver et mødested, hvor naboskab er noget man skaber, og fællesskab er noget man giver til hinanden. Det er et modigt og nødvendigt eksperiment, der handler om at skabe rammer for det gode liv for alle borgere i Aarhus, sagde rådmand Thomas Medom i sin tale.

Han er rådmand for magistratsafdelingen Børn og Unge - én af fire bygherrer bag byggeriet.

Med Generationernes Hus kan kvarterets børn se frem til at få en ny legeplads - og byens borgere blandt andet en byfælled og café, og en multisal og kreative værksteder. Med et centralt placeret kunstværk i flere etager kan man sætte sig og følge livet i huset.

Thomas Medom hyldede på vegne af bygherrerne de mange håndværkere bag byggeriet:

I dag er det håndværkernes dag, og vi er her for at takke alle jer - et stort og dygtigt team af entreprenører og håndværkere, arkitekter og ingeniører og en lang række leverandører, som i fællesskab har sørget for, at vi i dag kan fejre rejsegilde.
Thomas Medom

Magistratsafdelingerne Børn og Unge, Sociale Forhold og Beskæftigelse og Sundhed og Omsorg er de tre kommunale bygherrer, som hver især tegner sig for en daginstitution for cirka 150 børn, 24 handicapboliger, 100 ældreboliger og 100 plejeboliger.

Brabrand Boligforening er den fjerde bygherrer og er ansvarlig for 40 familieboliger og 40 ungdomsboliger, og formand Keld Albrechtsen siger i sin tale:

- Vi er i et samfund, der på nogle områder er i opbrud, og hvor vi lever vores liv på mange forskellige måder. Der er for mig ingen tvivl om, at Generationernes Hus rammer tidsånden med de forskellige boformer. Det er spændende, at vi som boligforening kan indgå samarbejder, hvor vi sammen med andre kan tænke tingene visionært sammen, hvor helhed og detalje, går hånd i hånd, siger Keld Albrechtsen.

Jonas Kristensen arbejder for ventilationsfirmaet Novavent og har siden oktober arbejdet på ventilationen:

- Rejsegildet betyder, at der er nogen, som påskønner og sætter pris på, det vi går og laver. Jeg har aldrig prøvet at deltage i et lignende byggeri, og det er en spændende idé og et dejligt område, siger Jonas Kristensen.

Generationernes Hus bliver på godt 27.000 etagekvadratmeter og i syv etager.

Fakta

www.generationerneshus.dk

https://generationerneshus.aarhus.dk/media/17574/generationernes-hus-folder-web.pdf

Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening er bygherre på Generationernes Hus, Thit Jensens Gade 1, Aarhus Ø.

  • Projektsum: Entreprisesum 365 millioner kroner eksklusiv moms.
  • Byggeperiode: 2017-20
  • Etagekvadratmeter: 27.605
  • Bygherrerådgiver: Arkitema Architects og Niras.
  • Totalentreprise: JFP - Jørgen Friis Poulsen A/S.
  • Arkitekt: RUM og ERIK arkitekter A/S.
  • Landskabsarkitekt: Kragh og Berglund.
  • Ingeniør: Sweco Danmark A/S.
  • Wayfinding og tilgængelighed: Rie Ollendorff Architects.