Aflastning skaber større livskvalitet i familien

Onsdag 19. juni indvier rådmand Jette Skive syv nye aflastningspladser på Plejehjemmet Hørgården i Aarhus.

Det er muligt for borgere at booke op til fem ugers aflastning om året. Som udgangspunkt er de fordelt med 1-3 uger ad gangen. Borgerkonsulenter hjælper med visitering.

- I en tid hvor vi ellers gør meget for, at du kan blive længst muligt i eget hjem, så er der stadig brug for aflastning, så pårørende kan få et pusterum. Pårørende gør en kæmpe indsats og kan for eksempel have brug for at komme på ferie, mens deres nærtstående kommer på et ophold, siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.

Sundhed og Omsorg har i forvejen aflastningspladser på Vikærgården i Vejlby og på andre udvalgte plejehjem.

- På plejehjemmet vil vi tage os godt af borgerne, der kommer på et midlertidigt ophold, og de kan indgå i plejehjemmets aktiviteter og oplevelser, mens de pårørende kan fokusere på deres egen sundhed, siger Birgitte Thorup Asmussen, forstander, Plejehjemmet Hørgården.

Plejehjemmet Hørgården har stadig 17 studerende boende, og borgere på aflastning vil derfor få tilbudt at indgå i aktiviteter og oplevelser med dem ind imellem.