Cykler haven ind på plejehjemmet

Minderne af kolonihave, barndom, familieliv og madlavning vælter frem hos beboerne på Plejehjemmet Vestervang, når de får besøg af Gallo Gartneriet.

Det grønne arbejdsfællesskab Gallo Gartneriet i Aarhus har en grøn oase på 2.000 m2 med drivhuse, skurvogne og en salgsbod ved vejen. Her arbejder psykisk og socialt sårbare mennesker med at dyrke jord og planter.

I efteråret tog de deres ladcykel, fyldte en masse planter på den og cyklede på besøg hos Plejehjemmet Vestervang.

- Det var så stor en succes, at vi gentager det mandag 21. januar. Vi oplever selv hver dag, på egen krop, hvordan det gør os godt at arbejde med planter udendørs. Dén glæde vil vi gerne dele med de ældre på plejehjemmene. Vi cykler en lille bid af haven ind til de gamle på plejehjemmene. Vi ved af erfaring, at grønt gør godt, og et fællesskab med de ældre om det grønne gør glæden større, siger Marianne Mikkelsen, Gallo Gartneriet.

- Det er et fantastisk initiativ af Gallo Gartneriet skabt sammen med oplevelsesmedarbejder i vores projekt Plant Liv i Sundhed og Omsorg. Selvom beboerne på plejehjem kommer ud på mange ture, så er det også nødvendigt at bringe byen og oplevelser ind på plejehjemmene. Det bliver spændende, om det kan blive udbredt til andre plejehjem, siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.

Aktiviteter for beboerne på plejehjem har direkte betydning for deres sociale kontakt, stimulerer hukommelsen og styrker erindringer. Det viser en kvalitativ evaluering fra 2018. Beboernes forhold indbyrdes og med medarbejderne bliver styrket, og for nogle beboere er aktiviteter med til at øge selvværdet, når de oplever at have betydning for andre.

Gallo Gartneriet drives som socialøkonomisk virksomhed af en forening. Det bliver også kaldt en terapi-have uden terapeuter. Et sted hvor mennesker kan sunde sig. Psykisk- og socialt sårbare mennesker kan arbejde med at dyrke jord og planter, i eget og naturens tempo. Der er bogstavelig talt højt til loftet og stor biodiversitet blandt både planter og mennesker.