Vinterbadested i Skæring giver mulighed for et koldt gys

Fotograf: Thorbjørn Wangen

Et nyt vildmarksbad og saunahus i forbindelse med en badebro i Skæring skal give sårbare grupper, foreninger og lokale mulighed for at vinterbade i de kolde måneder og være en del af et fællesskab. Midlerne kommer fra Nordea-fondens Kystpulje, hvis formål er at styrke aktiviteter og fællesskaber langs kysterne.

- Vi er meget glade for, at Nordea har foræret os penge til projektet. Nu kan vi bruge badebroen i højere grad hele året og flere får mulighed for at få oplevelsen af at vinterbade, siger Jan Radzewicz, formand for bestyrelsen for Fristedet Skæring.

Han håber at vinterbadestedet står klar i starten af det nye år.

- Der er mange forskellige grupper og sårbare borgere, som vil kunne få stor glæde af en sauna som en hyggeaktivitet. Det kræver ikke andet end, at de skal holde kulde og varme ud og ellers bare være sammen med andre, siger Jan Radzewicz.

Udover de faste brugere af Fristedet er det hensigten, at lokalsamfundet i og omkring Skæring og foreninger i Aarhus også skal have glæde af både sauna og vildmarksbad.

Nordea-fonden uddeler i 2018 50 mio. kr. til projekter ved kysterne i Danmark.

- Kysten er klar, og vi er glade for, at Fristedet Skæring vil være med til at skabe nye stærke fællesskaber ved kystområdet, siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden, som støtter gode liv.

Fristedet Skæring er bare et ud af fire frivillighuse i Aarhus, som er drevet primært ved hjælp af frivillige kræfter. De nye faciliteter ved Fristestedet Skæring er et forsøg på at understøtte flere fællesskaber, og rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive, roser indsatsen:

- Det er fantastisk. Takket være støtten og de frivillige kræfter, bliver der nu skabt nye muligheder for fællesskaber i Skæring, siger Jette Skive.

Fakta

Fristedet Skæring
Fristedet Skæring blev renoveret i 2006 med handicapvenlige forhold – ude som inde. Der er åbent for alle og hele året og plads til 27 overnattende gæster.
I dagtimerne er der mulighed for at få en kop kaffe og alle lige fra strikkeklubber til folk, der bare har været en tur på stranden, er velkomne.
Fristedet udlånes til foreninger, klubber, råd og pårørende med tilknytning til Sundhed og Omsorg. Aarhus Kommunes lokalcentre kan bruge Fristedet til dagsudflugter eller ferieophold med brugerne.
www.fristedetskaering.dk

Nordea-fonden
• Nordea-fonden har et almennyttigt og velgørende formål. Hvert år uddeler fonden ca. 500 mio. kr. til projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur
• Med kystpuljen uddeles i 2018 50 mio. kr. til projekter, som skaber aktivitet og styrker fællesskabet langs landets kyster. Projekterne støttes med mellem 100.000 kr. og 1.000.000 kr., og foreninger, selvejende institutioner og kommuner m.fl. kunne søge puljen med ansøgningsfrist 10. juli 2018
• Læs mere på www.nordeafonden.dk/kystenerklar