Domkirke og Kvindemuseet skaber plads til rørende demensforestilling

Med start i festugen 4. september og to uger frem lægger Aarhus Domkirke og Kvindemuseet rum til den anmelderroste vandringsforestilling CTRL+ALT+DEMENS.

Forestillingen er skabt af Teater Fluks i samarbejde med Sundhed og Omsorg for at medvirke til at skabe en mere demensvenlig by. Den blev spillet første gang i Bruuns Galleri i vinteren 2017:

Det er en fantastisk oplevelse, hvor publikum får et særligt indblik i demens og masser af stof til eftertanke. Jeg er imponeret over den venlighed, vi har mødt hos Domkirken og Kvindemuseet, som skaber rum til, at folk kan få en stærk oplevelse med sig videre i livet.
Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg

- Vi glæder os over at kunne lægge rum til denne vigtige teaterforestilling. Vi ser det som en naturlig opgave for kirken at drage omsorg for udsatte grupper og være medvirkende til, at Aarhus er en demensvenlig by, siger Ulla Skaarenborg, formand, menighedsrådet, Aarhus Domkirke.

- Vi er glade for at bidrage til, at der skabes et intimt rum for indblik i noget, som påvirker så utroligt mange mennesker, men som også i den grad fortjener mere synlighed og afmystificering. Og vi er ikke i tvivl om, at kulturelle oplevelser som denne kan rykke ved vores bevidsthed om svære emner. Vi glæder os, siger Julie Rokkjær Birch, museumsinspektør, Kvindemuseet.

Publikum kan booke en plads og Teater Fluks tilbyder samtidig oplevelsen til forbipasserende på Store Torv:

- Forestillingen går et lag dybere end den traditionelle oplysningskampagne og tilbyder en kunstnerisk oplevelse af det dybe slør og tab af sindet. Det fornemmer vi allerede med titlen CTRL+ALT+DEMENS. Oven på et liv fyldt med muligheder, mister vi kontrollen, glemslen tager fat og vores opfattelse af virkeligheden forvrænges, siger Sara Fink Søndergaard, Teater Fluks.

”Fantastisk god måde at bruge kunst til at gøre os klogere på, men også sætte os ind i en verden, som vi kun kan fornemme. Forrygende oplevelse.” Steen B. Andersen, formand, kulturudvalget, Aarhus Kommune (gæstebogen 2017)

”Tak for en perle, et lille stramt og rummeligt, varmt og isnende værk” (gæstebogen 2017)

"Sanserne var tydeligvis kommet til at stå pivåbne undervejs på denne vandring." Anne Middelboe Christensen, Information (anmeldelse 2017)

”… det vi kommer til at tænke på og bliver berørt af er livet i dets følelsesmæssige storhed, dets lykke og smerte. Turen kan varmt anbefales.” Kirsten Dahl, Aarhus Stiftstidende (anmeldelse 2017)

Fakta
CTRL+ALT+DEMENS spiller 4. september til 22. september i Aarhus Domkirke og Kvindemuseet. Mødested bliver ved en parasol mellem Aarhus Domkirke og Bispetorv.
Forestillingen er en sensorisk rejse gennem tre aspekter af demens. I små grupper af seks personer bliver publikum inviteret ind i 40 minutters oplevelse, der er installeret tre forskellige steder.
Med varme, poetiske stemninger, mytologiske billeder og personlige fortællinger kommer vi tættere på demensens forvrængende slør. Tættere på de demensramte og på deres pårørende.

CTRL+ALT+DEMENS er en vandreforestilling skabt af Teater Fluks; baseret på research, interviews og personlige oplevelser.
Du kan møde op og gå med på vandreforestillingen cirka hver 15. minut i det angivne tidsrum. Læs meget mere om den helt unikke oplevelse, specifikke tidspunkter og startsted på www.teaterfluks.dk.

Forestillingen spiller på dansk og er gratis. Du kan med fordel booke billet på forhånd.

Forestillingen er ikke egnet for gangbesværede.

CTRL+ALT+DEMENS er produceret i 2017 i samarbejde med magistraten for Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune og spillede første gang i Bruuns Galleri, siden i Horsens og lyden fra forestillingen var installeret på ARoS i foråret 2018.

Genopsætningen er arrangeret i samarbejde med Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune, Aarhus Domkirke og Kvindemuseet og støttet af Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune og FO-Aarhus.

Koncept og medvirkende
Teater Fluks - Sara Fink Søndergård & Rasmus Malling Lykke Skov
Lyddesign og billedside: Apperaat - Niels Gade & Tam Vibberstoft
Ekstra speak: Jens Jørgen Bech
Tekniske løsninger og installationer: DimsOs - Carl Frischknecht og Mads Gensø Gundersen
Videodokumentation: Foxcut Film - Rasmus Reimer
PR-foto: Sisse Dupont/Aarhus Kommune og Martin L. Esquives/Fine Spind
Produktionsledelse (produktion): Tina Gønge
Produktionsledelse (genopsætning): Line Witt

Teater Fluks
Teater Fluks er et uafhængigt århusteater fra 2011, der arbejder med ny original scenekunst gennem intime og fysiske teaterkoncepter og performanceinstallationer.
Kernen i Teater Fluks udgøres af de to scenekunstnere Rasmus Malling Lykke Skov og Sara Fink Søndergård. Se mere på www.teaterfluks.dk