Aarhus Jazz Orchestra spiller sydamerikansk jazz på lokalcentre i Aarhus

Foråret bliver en smule mildere, når den estiske sanglærke Karmen Rõivassepp folder sin smukke stemme ud på en række lokalcentre i Aarhus Kommune. Aarhus Jazz Orchestra har nemlig inviteret hende med rundt til årets Lokalcenterkoncerter, som finder sted i april og oktober 2019 i samarbejde med magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune. Karmen Rõivassepp har lagt et skønt koncertprogram, der lader tankerne vandre mod sydamerikanske himmelstrøg.

Det er 5. år i træk, at musikere fra Aarhus Jazz Orchestra besøger lokalcentre i Aarhus. Hvert år er det med et nyt koncept, der er skræddersyet publikummet på lokalcentrene. I år kan publikum opleve en trup fra det Aarhusbaserede bigband sammen med den estiske jazzsangerinde, der i 2018 vandt den nyoprettede pris Aarhus Jazz Talent Prisen. Orkesterchef i Aarhus Jazz Orchestra, Dorthe Andersen, er især glad for koncerterne:

- Vi er rigtig glade for vores samarbejdsaftale med Sundhed og Omsorg, som giver os mulighed for at komme ud på 12 lokalcentrene i Aarhus Kommune hvert år. Koncerterne er med til at skabe liv på lokalcentrene og anderledes musikalske oplevelser for borgerne. Samtidig får vi lov at møde et publikum i øjenhøjde, som måske ikke ellers kommer til koncerter med orkestret. Det er meget meningsfuldt for os, siger orkesterchef Dorthe Andersen.

I samarbejde med Sangkraft Aarhus får 4 af de 12 lokalcentre desuden besøg af et lokalt skolekor sammen med musikerne fra Aarhus Jazz Orchestra. Eleverne får inden koncerten besøg af en sangcoach, som underviser børnene i sangteknikker og øver de sange, som børnene vil synge med på til koncerten.

Rådmand for Sundhed og Omsorg, Jette Skive er også glad for samarbejdet med Aarhus Jazz Orchestra:

- Det er så skønt at opleve, hvordan jazz bringer generationer sammen. Jeg er meget glad for samarbejdet med Aarhus Jazz Orchestra, hvor de spiller 12 koncerter alene i år. Denne gang kommer de også på et plejehjem, så det går nok ikke stille for sig. Jeg har selv oplevet nogle af deres koncerter og vil opfordre borgere i lokalområdet, plejehjemsbeboere og pårørende til at kigge forbi, siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.

Fakta

Koncerterne kan opleves på følgende lokalcentre:
9. april kl. 16.00 Frivillighuset Trøjborg
9. april kl. 19.00 Lokalcenter Skelager
11. april kl. 13.00 Lokalcenter Eskegården
11. april kl. 16.00 Vestervang Plejehjem
12. april kl. 13.00 Lokalcenter Rosenvang
12. april kl. 16.00 Lokalcenter Abildgården

Der er fri entré til alle koncerter, men nogle steder skal der reserveres en plads i forvejen. Kontakt venligst det pågældende lokalcenter, hvis du har spørgsmål.
Projektet er støttet i samarbejde med Aarhus Kommunes Magistratsafdeling for Sundhed og Omsorg.
Yderligere informationer