Gå til hovedindhold
Sociale Forhold og Beskæftigelse

EU-bevilling: Aarhus får 37 millioner kroner til ’uperfekt’ byudvikling

Aarhus Kommune og en række lokale partnere modtager i alt 37 millioner kroner fra EU-puljen New European Bauhaus. Midlerne skal realisere projektet ’ImperfectCity’, som hylder forskellighed.

23. jun. 2023
  • Læs op

Indhold

    Et opgør med perfekthedskulturen.

    Det er formålet med det firårige projekt ’ImperfectCity’, som netop har modtaget en bevilling på 37 millioner kroner fra EU-puljen New European Bauhaus.

    ”Jeg er meget stolt af den store bevilling fra EU, som gør os i stand til at udvikle bydelen omkring Kulturhus Bunkeren til et attraktivt og levende område med plads til forskellighed,” siger Anders Winnerskjold, social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune.

    ImperfectCity arbejder i krydsfeltet mellem inklusion, bæredygtighed og æstetik, og projektet skal skabe en levende og spændende bydel omkring Olof Palmes Allé og Kulturhus Bunkeren i det nordlige Aarhus.

    ”ImperfectCity er et superspændende projekt, som viser, at byudvikling handler om meget mere end lokalplaner. I projektet dyrker vi forskelligheden – både i arkitekturen og blandt beboerne i området – for at vende den til sammenhængskraft,” fortæller rådmanden.

    Blandt andet skal kulturelle fællesskaber i området være løftestang for unge med psykisk sårbarhed, som drømmer om en fremtid med uddannelse og beskæftigelse.

    ”Projektet taler ind i den vilde problemstilling, at flere og flere unge mistrives. Jeg tror på, at vi med bevillingen kan skabe rum til reel nytænkning på tværs af beskæftigelse, sundhed og kultur, som kan hjælpe flere unge til at finde vej ind i positive fællesskaber – både på arbejdspladser og i fritiden,” siger Anders Winnerskjold.

    ImperfectCity er et samarbejde mellem projektejer Aarhus Kommune, FO Aarhus, SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed, Museum Ovartaci, FGU Aarhus, Arkitektskolen Aarhus, Erhverv Aarhus og Rambøll.

    Bevillingen løber over en fireårig periode med projektstart den 1. marts 2024.

    Om ImperfectCity:

    Projektet er bygget op omkring tre bærende tematikker:

    • Imperfect building
      Projektet fokuserer på en renovering af Kulturhus Bunkeren med fokus på både form, funktion og bæredygtighed. Bygningen er bevaringsværdig og i brutalistisk stil. Rundt om i Europa bliver bygninger i lignende stil brudt ned, men projektet går imod denne udvikling ved at omdanne bygningen til et samlingspunkt for hele bydelen.
    • Imperfect people
      Projektet vil bidrage til at gøre op med det stigma, der kan være omkring psykisk sårbarhed og det at være ”uperfekt”. Kulturhus Bunkeren skal huse en lang række initiativer med forskellighed som fællesnævner. Med afsæt i husets inkluderende miljø skal projektet blandt andet skabe jobs og fællesskaber for unge med sårbarheder. Museum Ovartaci, den socialøkonomiske virksomhed Skejby Rangers, ungeprojektet SPACE og værkstedet Frirummet er blandt de aktiviteter, som skal udvides og videreudvikles.

    • Imperfect city
      Aarhus Kommune har udpeget ”7 vilde problemer” som er så komplekse, at de sædvanlige løsningsmodeller ikke slår til. ImperfectCity vil afprøve nye samarbejdsformer med virksomheder og borgere, som kan bidrage med nye løsninger på samfundsudfordringerne. Projektet vil særligt have fokus på inklusion af unge med mental sårbarhed.