Julelegat til 81 familier

De fleste modtager 1000-2000 kroner, mens enkelte, enlige forsørgere med fire til fem børn modtager 4000 kroner.

”Julelegatet kan forsøde december for børnefamilier, der ellers ikke har råd til gaver og godter. Det varmer naturligvis. Men det vækker også til eftertanke, for det vidner om en social ulighed, som vi skal have gjort op med,” siger Kristian Würtz, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.

Julelegatets officielle betegnelse er Fælleslegatet af 1979 for værdigt trængende i Aarhus Kommune. Fælleslegatet er en fond, der er lagt sammen af langt over 100 legater. Det er Socialforvaltningen, der står for uddelingen.