Jobevent på rådhuset - rekruttering der gør en forskel!

Jobeventen har fokus på at give borgere, der i en længerevarende periode har stået uden for arbejdsmarkedet, en mulighed for at få en fod indenfor og bidrage med deres kompetencer.

Jobeventen afholdes onsdag den 12. december 2018 mellem 09.00 og 12.00 i receptionslokalet på Aarhus Rådhus.

”Jeg glæder mig over, at virksomhederne vil deltage. Med jobeventen får de ledige og virksomhederne mulighed for at møde hinanden ansigt til ansigt. Det personlige møde kan gøre en afgørende forskel for den ledige, der har været væk fra arbejdsmarkedet i lang tid”, siger rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Kristian Würtz.

Jobeventen er inspireret af et lignende arrangement i Københavns Kommune. Her gik 2/3 af de ledige hjem med en aftale om praktik eller et småjob. I Aarhus deltager ca. 60 langtidsledige borgere og syv virksomheder: Dan Jord, Happy Helper, Radisson, Salling Group, Humanizer, Kongsvang Rengøring og IKEA.

”Forhåbentlig får vi samme flotte resultat i Aarhus. Vi ved, at småjob og praktikforløb er en rigtig god indgang til arbejdsmarkedet. Det er med til at give den ledige en arbejdsidentitet og en mulighed for at vise, hvad han eller hun kan”, siger Kristian Würtz.

Jobeventen er en del af Jobcenter Aarhus´ samlede indsats under overskriften ”Flere skal med”.

Fakta om initiativet ”Flere skal med”

  • Satspuljepartierne har afsat 262,5 millioner kroner i 2017-2019 til initiativet ”Flere skal med”.
  • 88 kommuner deltager - heriblandt Aarhus Kommune.
  • Initiativet retter sig mod borgere, der har modtaget kontant- eller uddannelseshjælp i mere end fem år.
  • Formålet med initiativet er at hjælpe de borgere, hvor langvarig sygdom er en forhindring for arbejde.