Rådmand Kristian Würtz' kommentar til det fremsatte sparekatalog

 

Af Kristian Würtz (S), Rådmand for Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse

Som et led i de forestående budgetforhandlinger har Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse udarbejdet et sparekatalog med konkrete besparelsesforslag for lidt mere end 100 millioner kroner til næste års budget. Sparekataloget er nu offentliggjort, så alle borgere, foreninger og organisationer kan læse forslagene og indsende deres kommentarer og høringssvar til kommunen.

Sparekataloget er forvaltningens bud på, hvordan vi bedst kan gennemføre besparelserne. Med ’bedst’ mener jeg, at forslagene i sparekataloget er udvalgt og formuleret ud fra et vejledende princip om, at besparelserne samlet set skal have mindst mulig indflydelse på den service, som social- og beskæftigelsesforvaltningerne hver dag leverer til borgerne i kommunen. Det betyder blandt andet, at de administrative niveauer er blevet pålagt at bidrage med dobbelt så meget, som størrelsen af deres budgetter tilsiger.

Dertil har forvaltningen arbejdet hårdt på at finde de kloge løsninger, som i mindst muligt omfang får konsekvenser for borgerne. En del penge er fundet ved hjælp af digitale og velfærdsteknologiske investeringer, og det er løsninger jeg agter at udnytte i videst muligt omfang. Samtidig indeholder kataloget en ambitiøs investeringsmodel for jobindsatsen, der ved at få flere i borgere ud på arbejdsmarkedet vil spare kommunen for udgifter til passiv forsørgelse. Det er kloge og gode tilgange.

Alligevel står det klart, at nogle borgere vil komme til at mærke effekten af de forestående besparelser. Det er desværre uundgåeligt, når der skal gennemføres besparelser i en størrelsesorden, som den vi står over for.

Efter høringsperioden vil de kommende politiske forhandlinger afgøre, hvilke spareforslag der i sidste ende skal gennemføres. Udgangspunktet for forhandlingerne er, at der samlet set er fremsat flere besparelsesforslag, end der er behov for.

Min højeste prioritet er, at vi på trods af besparelserne kan finde penge til at styrke den samlede socialpsykiatriske indsats i Aarhus. Samtidig er det vigtigt for mig at tage hensyn til det voksende pres på vores afdeling for Voksenhandicap.

Det er aldrig sjovt at skulle spare. Det er mit håb og min ambition, at vi kan gennemføre disse besparelser på en måde, der stadig giver mulighed for at løfte de områder, hvor der er hårdest brug for det – og hvor Aarhus har mest at vinde ved at investere i sine borgere.