Kronprinsen inviterer igen til Royal Run i Aarhus

2. pinsedag er der endnu engang lagt op til en royal løbefest. Det sker, når H.K.H. Kronprinsen inviterer til Royal Run og inviterer alle til at løbe med i Aarhus.

Den 10. juni stiller H.K.H. Kronprins Frederik op til løb i Aarhus og hele Danmark er inviteret med. 12.345 personer var tilmeldt Royal Run i Aarhus, da Kronprinsen i maj sidste år løb i byen i anledning af sin 50 års fødselsdag. Kronprinsen stiller på dagen til start i både Aarhus og København.                   
 
”Jeg ser frem til, sammen med resten af Danmark, at tilbringe en dag i motionens tegn. Det er mit håb, at mange igen får lyst til at udfordre sig selv og røre sig i nogle smukke rammer rundt omkring i landet. Sidste år var en fantastisk dag. Det vil glæde mig at se rigtig mange gengangere i år – men også nye, der har fået blod på tanden,” siger H.K.H. Kronprins Frederik
 
Sidste år valgte hele 2.421 løbere - eller hver femte deltager -  at snøre løbeskoene for første gang for at deltage i et løb  og indtage de aarhusianske gader i selskab med Kronprinsen. Det glæder rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad, der håber at Royal Run i 2019 igen kan motivere endnu flere til en sund og aktiv fritid.
 
”Det gør mig rigtig glad og stolt, at Kronprinsen igen i år vælger Aarhus som værtsby for Royal Run og stiller til start i byen. Aarhus og Kronprinsen har en helt særlig forbindelse. Jeg håber, at rigtig mange vil være med, så vi igen kan lave en stor folkelig løbefest. Sport binder mennesker sammen i sunde fællesskaber, og jeg håber, at Royal Run igen kan samle byen og nationen,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad.
 
Royal Run afvikles i år i Aalborg, København og Aarhus. I Aarhus er det igen Aarhus 1900, der står for afvikling af løbet. De sørger for at man kan løbe 10 km, eller tilmelde sig forskellige One Mile-heats (1,6 km) samt 5 km, hvor det er muligt at løbe og gå distancerne. Og netop de forskellige distancer og muligheden for at gå på ruterne er det helt centrale i Royal Run:
 
”Royal Run er for alle - om man er fysisk udfordret, erfaren løber eller om man blot vil gå distancen. Det sociale idrætsfællesskab er det vigtigste i Royal Run, og vi vil gerne inspirere danskere i alle aldre uanset kondital og målsætning til at være med i denne begivenhed. I Royal Run er de små mål nemlig mindst lige så meget værd som de store,” siger Jakob Larsen, direktør i Dansk Atletik Forbund.
 
 I 2018 deltog flere end 70.000 i Royal Run. Af dem deltog næsten en tredjedel for første gang i et motionsløb.

Fakta om Royal Run 2019

  • Royal Run afholdes d. 10. juni 2019 i Aarhus, Aalborg og København/Frederiksberg
  • På Færøerne skyder Kronprinsen Royal Run i gang ved at løbe 10 km d. 1. juni.
  • D. 10. juni åbner Kronprinsen Royal Run med at løbe One Mile i Aarhus. Kronprinsessen bakker op om løbet ved at løbe 5 km i Aalborg, og Kronprinsen slutter dagen med at løbe 10 km i København/Frederiksberg.   
  • I Rønne på Bornholm holdes Royal Run uden kongelig deltagelse samme dag, d. 10. juni.
  • I Aalborg, Aarhus og på Bornholm kan man deltage på One mile (1,6 km), 5 km og 10 km
  • I København/Frederiksberg og på Færøerne kan man deltage på One mile (1,6 km) og 10 km
  • De lokale arrangører er Aalborg Atletik og Motion, Aarhus 1900 samt Sparta. På Bornholm er det Viking-Atletik og på Færøerne er det idrætsklubben Treysti.
  • Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af HKH Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag. Her var 70.575 tilmeldt i Danmarks fem største byer.
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund. TV 2 er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

Tilmelding og information: www.royalrun.dk