Den udendørs skøjtebane åbner 1. december

Den udendørs skøjtebane åbner på lørdag

En populær tradition i Aarhus fortsætter, når den udendørs skøjtebane i Musikhusparken åbner på lørdag den 1. december klokken 13.00, hvor Aarhus Kommune og Spar Nord Fonden også vil afsløre en spændende nyhed. De første gæster kan se frem til gratis lån af skøjter, varm kakao og en officiel åbning af rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.

Aarhusianerne er vilde med at stå på skøjter. Igen i år bliver der mulighed for at afprøve balancekunsten på den udendørs skøjtebane i Musikhusparken.

”Det hører med til december, at Skøjtebanen er åben. Skøjtebanen bringer liv i Musikhusparken, og det er en fornøjelse at se, hvordan aarhusianere i alle aldersgrupper bruger den. Skøjtebanen er et godt eksempel på den midlertidighed, vi arbejder med for at skabe liv og fællesskaber i Aarhus. De næste måneder kan en masse aarhusianere have det sjovt sammen på isen,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.

De første gæster vil kunne låne gratis skøjter og varme sig med en kop varm kakao.

Sidste sæson havde skøjtebanen flere end 40.000 gæster.