Alternativt spareforslag på vej på Børn og Unge-området – høring forlænget

Partierne i Aarhus Byråd har den 3. september drøftet processen vedrørende besparelser på budget 2019 og har på den baggrund konkluderet følgende:

Høringsprocessen har vist, at der ikke er politisk opbakning til forslaget om ændrede skoledistrikter. Det kommer derfor reelt ikke til at indgå i de kommende budgetdrøftelser. Partierne er enige om, at udfordringerne på skoleområdet som nævnt i aftalen om udsatte boligområder, håndteres i en særskilt proces efter budgetvedtagelsen.

Partierne er desuden enige om at bede om en konsekvensberegning for de spareforslag på Børn og Unge området, der har en sammenhæng med strukturforslaget, så der er overblik over de tilbageværende forslag.

Partierne anmoder Direktørgruppen om nye forslag for 15 mio. kr. årligt, så der bliver et alternativ til forslaget om skolestruktur. Der er ikke hermed ændret på eller truffet beslutning om det samlede behov for besparelser, og der er ikke truffet beslutning om en ændret fordeling af sparekravet mellem områderne.  

Partierne er enige om at forlænge høringen til søndag d. 16. september kl. 12 for de nye forslag, som forventes præsenteret onsdag i denne uge.