Nu er det muligt at indstille kandidater til Aarhus Kommunes Handicappris

Sidste års vindere af Handicapprisen var FC Bøgeskov, som har skabt et inkluderende idrætsmiljø, hvor udviklingshæmmede og ikke udviklingshæmmede indgår i et ligeværdigt fællesskab. (Arkivfoto: Per Ryolf)

Frem til den 3. januar er det muligt at indstille kandidater til at modtage Aarhus Kommunes Handicappris 2018 på www.aarhus.dk/handicappris

Prisen skal være med til at fremhæve gode eksempler på, hvordan hverdagen kan blive bedre for borgere med handicap i Aarhus.

Handicapprisen gives som en helt særlig anerkendelse til personer, virksomheder eller organisationer, der gør noget ekstraordinært for at styrke livsvilkårene for mennesker med handicap – og dermed bidrage til at gøre Aarhus til en god by for alle.

Alle, der kender til en lokal ildsjæl, virksomhed eller forening, som fortjener at blive anerkendt med Handicapprisen, kan indstille til prisen.

Prisen uddeles den 21. januar

En komite med repræsentanter fra Handicaprådet samt og kultur- og erhvervsliv vælger tre nominerede blandt de indstillede, hvoraf en bliver modtager af prisen.

Prisen overrækkes den 21. januar 2019 kl. 14.00 i Byrådssalen af borgmester Jacob Bundsgaard.

Om Handicapprisen

Aarhus Kommunes Handicappris er blevet uddelt hvert år siden 2011. De tidligere modtagere har på hver sin måde arbejdet for bedre vilkår for personer med både fysiske og psykiske handicaps. Det er blandt andet sket gennem inklusion, ved at være ildsjæle i den offentlige debat, eller ved at iværksætte helt private og selvbestaltede initiativer, der har øget livskvaliteten for personer med handicaps.

Om FN’s handicapdag

Handicapdagen skal hjælpe med at fremme forståelsen for de vilkår, mennesker med handicap har. Dagen giver samtidig mulighed for at fremhæve de fordele, der er når mennesker med handicap bliver inkluderet i alle aspekter af det politiske, sociale, økonomiske, arbejdsmæssige og kulturelle liv.