Sammenligning af seks af de største kommuner

En række nøgletal - i den såkaldte 6-bynøgletalsrapport for 2019 – viser ligheder og forskelle mellem Odense, Aalborg, Esbjerg, Randers, København og Aarhus kommuner på udvalgte områder.

I rapporten er der en række nøgletal for forskellige kommunale opgaveområder f.eks.:

  • Skole
  • Dagtilbud
  • Ældre
  • Kultur og fritid
  • … og mange andre

Rapporten sammenligner kommunerne på en lang række områder. Både udgiftsniveau pr. indbygger, aktivitetsniveauer og mere specifikke opgørelser for områder, som tilsammen eksemplificerer kommunernes store og mangeartede opgave-palette:

  • Hvad er den gennemsnitlige skolestørrelse?
  • Hvor stor er kommunens kassebeholdning pr. indbygger?
  • Hvad er udgiften pr. 65+ år på ældreområdet?

Rapporten udkommer hvert andet år, og kommunerne bruger tallene som grundlag for yderligere debat om de udvalgte aktivitetsområder. Rapporten har første gang anvendt FLIS (Fælles Kommunalt ledelsesinformation) til at udarbejde nøgletallene på udvalgte områder.

FLIS integration til 6-By nøgletallene 2019 er sket i samarbejde mellem KL-Økonomisk Sekretariat, KOMBIT og 6-byerne.

Mest interessant i nøgletalsrapporten er naturligvis udgiftsniveauet, hvilket i høj grad afspejler kommunernes forudsætninger og prioriteringer. Forskelle i bl.a. konterings- og budgetteringspraksis betyder, at der er visse forskelle mellem kommunerne som kan gøre det vanskeligt at sammenligne enkelte af nøgletallene. Først og fremmest skal tallene således øge interessen for at dykke ned i de forskellige områder og derved skabe en platform, for at kvalificere yderligere debat.

Rapporten kan findes på Aarhus Kommunes hjemmeside: https://aarhus.dk/demokrati/kommunens-oekonomi/6-by-noegletal/#1