Aarhus skal være en mangfoldig og attraktiv karrieredestination

Aarhus skal være en mangfoldig by og en attraktiv karrieredestination for international arbejdskraft. Det er omdrejningspunktet, når Erhverv Aarhus og Aarhus Kommune synliggør byens mange internationale tiltag og anerkender to markante aktører til konferencen GO GLOCAL den 30. januar på Aarhus Rådhus.

180 repræsentanter fra byens erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, den politiske scene, foreninger og kulturlivet deltager, når Erhverv Aarhus og Aarhus Kommune med GO GLOCAL stiller skarpt på byens internationale udvikling.

”Den internationale profil for Aarhus skærpes gradvist år for år. Det er ekstremt vigtigt for byens vækst og arbejdsmarked, at vi står sammen om at udnytte potentialerne i at være en mangfoldig by og fortsat arbejder på, at Aarhus og regionen betragtes som en attraktiv karrieredestination for dygtige internationale medarbejdere – og GO GLOCAL er vores måde at markere det på”, siger Erhverv Aarhus’ direktør Marc Perera Christensen.

Internationale kompetencer udvikler erhvervslivet

Med GO GLOCAL vil Erhverv Aarhus og Aarhus Kommune synliggøre værdien i internationale kompetencer og diversitet. Engagerede virksomheder, organisationer samt internationale medarbejdere og deres familier får heftig eksponering før, under og efter GO GLOCAL-konferencen til inspiration for andre.

”Erhvervslivet efterspørger i stigende grad internationale kompetencer for at udvikle forretningen og konkurrere internationalt, men også for at kunne udfylde manglen på arbejdskraft indenfor visse brancher. Med GO GLOCAL sætter vi lys på dem, som har gjort sig nogle værdifulde erfaringer til inspiration for andre og ved at invitere til dialog om, hvad der skal til for at Aarhus betragtes som en attraktiv international karrieredestination”, siger Marc Perera Christensen.

Ifølge Marc Perera Christensen kan en udvikling mod et mere internationalt arbejdsmarked med åbenhed overfor forskellige kulturer medvirke til, at virksomheder bliver mere åbne overfor at rekruttere etniske minoritetsborgere.

Ni stærke bud på en glocal vinder

På konferencen overrækker Borgmester Jacob Bundsgaard og en jury bestående af otte personer fra en række af byens internationale virksomheder og organisationer priserne ’The GO GLOCAL Award’ og ’GO GLOCAL – People’s Choice Award’ til to aktører, som i udpræget grad er med til at markere Aarhus og regionen som en stærk international spiller.

”The GO GLOCAL Award tilfalder en virksomhed eller organisation, som yder en stor indsats for at internationalisere Aarhus og dermed også fungerer som inspiration for mangfoldige arbejdspladser. Jeg er glad for, at vi i Aarhus og regionen har så mange internationalt orienterede aktører, at juryen har haft rigeligt at vælge imellem. Det viser endnu engang, at Aarhus og regionen markerer sig som en stærk international spiller” siger Borgmester Jacob Bundsgaard.

En jury med otte personer fra en række af byens internationale virksomheder og organisationer har nomineret ni bud på årets prismodtager: Destination Aarhus, FO-Aarhus, Kamstrup, Koch’s International School, MHI Vestas Offshore Wind, Midtvask, VisitAarhus, Aarhus Sporveje og Aarhus Universitet.

18 bud på folkets hyldest

Konferencens anden pris, ”GO GLOCAL – People’s Choice Award”, anerkender et individ, team eller organisation fra det internationale miljø i Aarhus, som yder en indsats for at internationalisere Aarhus og for at internationale tilflyttere og borgere føler sig velkommen i Aarhus. Der er 18 nominerede, og det er op til juryen at kåre den endelige vinder blandt de fem, som har opnået flest stemmer i en online afstemning.

Prismodtagerne offentligøres på konferencen den 30. januar.

Om GO GLOCAL:

  • GO GLOCAL konferencen er et samarbejde mellem Erhverv Aarhus/International Community og Aarhus Kommune
  • Beslutningen om at igangsætte GO GLOCAL blev taget af Aarhus Byråd i september 2018.
    GO GLOCAL udspringer af den tidligere Integrationspris.
  • Erhverv Aarhus og Aarhus Kommune har udpeget en jury til at udpege vinderne af de to priser. Juryen består af Niels Højberg, stadsdirektør hos Aarhus Kommune, Rune Kilden, byudvikler samt Kilden & Hindby, Chris Kroer Jensen fra Manifestus, Mahmoud Mohamed Jama fra AarhuSomali, Ole Vagn Christiansen, formand for LO Aarhus, Peter Rankenberg Thomsen, HR Business Partner hos Terma, Anders Hanberg Sørensen, rektor hos Aarhus Maskinmesterskole og Daniela Trifiletti, grundlægger af My Danish Family 

Se programmet til GO GLOCAL-konferencen her.

 Om Erhverv Aarhus:

Erhverv Aarhus er en uafhængig erhvervsorganisation, der repræsenterer 600 medlemsvirksomheder med mere end 105.000 arbejdspladser. Erhverv Aarhus er erhvervslivets stemme i Aarhus og arbejder for at byens udvikling og rammebetingelserne for at drive virksomhed i området stemmer overens med erhvervslivets behov.