Erhvervschef flytter til Erhvervshus Midtjylland

Aarhus og Østjylland har de seneste årtier markeret sig som den vestdanske vækstdynamo, og Aarhus Kommunes erhvervschef Jan Beyer Schmidt-Sørensen har gennem årene haft en betydelig andel i den udvikling. I forlængelse af loven om erhvervsfremme fra 2018 har Jan Beyer Schmidt-Sørensen fået en meget spændende udfordring, han nu ønsker at gribe ved formelt at blive virksomhedsoverdraget. Han forventes derfor med virkning fra senest 1. oktober at overgå til Erhvervshus Midtjylland, hvor han skal medvirke til at styrke det strategiske erhvervsområde.

Jan Beyer Schmidt-Sørensen siger: 

”Aarhus har en unik position som en meget attraktiv by på grund af sin evne til at uddanne, tiltrække og fastholde talenter, som virksomhederne har brug for inden for en række vækstområder. Det har for mig været et stort privilegie at være med til at forme den udvikling, Aarhus har haft. Jeg glæder mig derfor til at bringe mine erfaringer i spil i forhold til hele Midtjylland”.

Den nye lov om erhvervsfremme er ligeledes anledning til, at borgmester Jacob Bundsgaard i løbet af i år ønsker at gentænke kommunens erhvervsområde og bringe det tættere på det lokale erhvervsliv.

Erhvervshus Midtjylland er et af seks tværkommunale Erhvervshuse, som blev etableret i forbindelse med vedtagelse af Lov om erhvervsfremme 2018. Erhvervshus Midtjylland er kompetencecenter for alle virksomheder med behov for specialiseret vejledning om drift og udvikling. Erhvervshuset er også den lokale indgang til statens ordninger inden for eksport, finansiering og innovation.