Domen bliver hele byens mødested

Arkivfoto: Per Ryolf

Den evigt foranderlige, levende og innovative Dome of Visions genåbner i foråret 2019 med nyt koncept og under et nyt navn: ”Domen”.

Domen bliver samtidig en del af et særligt fællesskab i Aarhus: De forenede bylivshuse, steder i byen, hvor Aarhus skaber nye rammer og platforme for fællesskab, samarbejde, netværk og (by)udvikling lokalt og på tværs af lokalområder. Domen vil dog adskille sig fra andre af byens bylivshuse, som er knyttet til en specifik bydel, ved at være et midlertidigt,
fælles bylivshus for hele Aarhus.

Domen genåbner på Pier 2, hvor den placeres i de kommende år, men på længere sigt er der mulighed for, at den kan flyttes til andre lokationer i byen.

Arealudviklingschef Bente Lykke Sørensen, siger: ”Det er vigtigt for Aarhus, at der fortsat er mødesteder som bylivshusene,
hvor ikke kun Aarhus Kommune kan møde borgerne, men hvor aarhusianerne kan møde hinanden. Det mangfoldige og inspirerende byliv får nu de bedste forudsætninger for at fortsætte i og omkring domen.”

Domen åbnede i efteråret 2016 på Pier 2 i Aarhus. Siden åbningen har kuplen dannet rammen om mere end 600 arrangementer, og mere end 70.000 gæster har danset, lyttet, debatteret, sunget, mediteret, observeret, drukket kaffe og nydt livet i og omkring kuplen.

Domen genåbner i foråret 2019, og det bliver Medborgerskab i Borgmesterens Afdeling, der skal stå for driften af Domen.

Specialkonsulent Tine Holm Mathiasen glæder sig til, at Domen igen fyldes med liv og aktiviteter til glæde for byens borgere:
”Domen har en imponerende historik med en lang liste af alt fra dansefester til faglige arrangementer om bæredygtig byudvikling og internationale delegationsbesøg. Det vil vi bygge videre på. Domen skal være nem at bruge for alle interesserede, der gerne vil engagere sig i udviklingen af vores lokalområder og velfærdssamfund. Vi glæder os utrolig
meget til at sætte de fantastiske rammer og det kæmpe potentiale, som Domen indeholder, i spil.”


Fakta


  • Dome of Visions version 3.0 åbnede i efteråret 2016 i forbindelse med Aarhus’ rolle som europæisk kulturhovedstad 2017.
  • Domen er tegnet af arkitekt Kristoffer Tejlgaard og er bygget af krydslamineret massivtræ, der er modulært og flytbart. Domens i alt ca. 450 m2 fordeler sig på en stueetage, en første sal, terrasse, bar og serviceareal. NCC stod for driften
    af domen frem til 1. oktober 2018, hvor kontrakten med Aarhus Kommune udløb.


For booking af domen i forbindelse med arrangementer skal henvendelse ske via mail:
thma@aarhus.dk