Startup Housing-pladser rives væk

Pier 2, tæt på Navitas, er hjemsted for 136 af de midlertidige boliger.

Igen i år søger mere end 12.000 unge mod Aarhus efter at være kommet ind på deres drømmeuddannelse. Det skaber selvsagt ekstra stor efterspørgsel på byens ungdomsboliger, og Aarhus Kommune tilbyder derfor også i år i samarbejde med Studenterhus Aarhus midlertidige boliger til nogle af de nye studerende, der står uden tag over hovedet op til studiestart.

Fordeling af de midlertidige boliger begynder onsdag 1. august kl. 10 via Studenterhusets hjemmeside, og der er erfaringsmæssigt udsolgt i løbet af et par timer, så det anbefales at sidde klar ved computeren kl. 10.

”Aarhus er så fantastisk populær en uddannelsesby, at 12.000 studerende påbegynder en ny uddannelse her i byen omkring den 1. september. Det sætter studieboligmarkedet under et voldsomt midlertidigt pres. Med de 146 senge i Startup Housing kan vi selvfølgelig kun hjælpe i de mest akutte situationer. Vi ønsker også at sende et klart signal om, at private boligejere også gerne må bidrage med et værelse til at løse det flaskehalsproblem, der altid vil opstå på studieboligmarkedet omkring studiestart”, siger borgmester Jacob Bundsgaard.

I alt 146 pladser

Der stilles i år 146 sengepladser til rådighed fordelt på Pier II (ved Navitas) og på Brandskolen i Aarhus Nord. I år er Godsbanen ikke i spil grundet de mange byggerier, der foregår i området. Boligerne udlejes på ugebasis fra d. 26. august og otte uger frem.

Aarhus arbejder på højtryk for at opføre nye og permanente boliger

Mens de midlertidige studieboliger tager toppen af efterspørgslen op til studiestart, arbejder Aarhus Kommune samtidig på højtryk for at opføre endnu flere permanente boliger til byens studerende. Byens boligforeninger fik sidste år tilsagn til at bygge omkring 3.000 nye ungdomsboliger i løbet af de næste tre år.

”En af de vigtigste opgaver for os som by at skabe nye, permanente boliger nok. Det arbejder vi meget målrettet på. Men samtidig er det også en vigtig opgave for os at tage godt imod de mange nye aarhusianere, og hjælpe dem med at lande og finde sig til rette i et meget presset boligmarked. Startup Housing er et virkelig fint tilbud til nogle af de rigtig mange unge mennesker, som hvert år viser os den tillid at vælge Aarhus som deres studieby, men som ikke har noget permanent at flytte ind i første studiedag,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø.

Fakta


Fordeling af de midlertidige boliger
Pier II: 136 pladser
Brandstationen: 10 pladser
Yderligere informationer: https://www.studenterhusaarhus.dk/projects/startup-housing