Bestyrelsesformanden i Aarhus Airport giver styrepinden videre

Flere passagerer, nye ruter og private investorer. Således lød kravene til erhvervsmanden Torben Boldsen, da kommunerne i Aarhus og på Djursland indsatte ham som bestyrelsesformand i Aarhus Airport i 2015.  Hovedopgaven var, at få forretningen i Aarhus Airport op at flyve og løfte lufthavnen op i mere gunstige luftlag.

Fire år og en omfattende turnaround senere er Aarhus Airport nu bragt tilbage på vækstkurs, og der er indgået en aftale med en privat investor. Formandens mission er derved gennemført.

”Torben Boldsen har samlet og stået i spidsen for en erhvervsorienteret bestyrelse, der med et skarpt strategisk fokus på ruteudvikling, markedsføring og økonomi har tredoblet rutenettet, skabt massiv passagervækst og lagt fundamentet til en voksende sund forretning. Dermed har Torben Boldsen kørt forretningen i stilling til det gearskifte, der nu kommer i form af nye kræfter og større likviditet,” siger Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus.

Siden 2015 har Torben Boldsen været kaptajn på indsatsen for at tiltrække nye luftfartsselskaber til Aarhus. Med den nu tidligere bestyrelsesformand i front landede lufthavnen i 2016 således et samarbejde med SAS, og aftalen blev en kommerciel game-changer. Foruden de 11 afledte SAS-ruter dannede samarbejdet præcedens for rækken af nye selskaber, der siden har teamet op med lufthavnen – herunder EasyJet, Spies og Apollo.

Det stramme fokus på ruteudvikling har ført til en tredobling af ruteporteføljen. Ruteudviklingen har favnet østjydernes efterspørgsel og genereret massiv vækst i passagertallene. Hver eneste måned i 2018 bød på klare passagerrekorder sammenlignet med 2017.

”Jeg har stor respekt for det arbejde, Torben Boldsen har udført sammen med resten af bestyrelsen. Han efterlader en lufthavn i god form med positive takter og flotte resultater, og det er jeg ham meget taknemmelig for. Han har lagt hjerteblod i hele indsatsen”, fortsætter Jacob Bundsgaard.

Arbejdet med at konstruere den nye lufthavnsbestyrelse er i gang.