Rådmand hilser kortere skoledag velkommen

”Det passer fint i min skolebog at give skolerne og lærerne større frihed til selv at indrette hverdagen, så den passer bedst til dem. De lange skoledage har fået mange og drøje hug siden skolereformen, og jeg er positiv over for en mere fri og fleksibel indretning af skoledagen. Det afgørende er målet, nemlig at eleverne lærer og trives i deres hverdag. Det kan vi styrke ved en mere fokuseret indsats og lidt bedre tid til planlægning,” siger Thomas Medom. 

Rådmanden er dog kritisk over for regeringens plan om at nå den kortere skoledag ved at skære understøttende undervisning væk til fordel for flere fagtimer.

”Det bliver eleverne ikke mindre pressede eller skoletrætte af. Jeg er glad for, at regeringen foreslår en kortere skoledag. Men det hjælper ikke, hvis det samtidig betyder farvel til mange af de aktiviteter, der giver afveksling i skoledagen,” siger Thomas Medom, der også peger på det afgørende i, at regeringens forslag ikke medfører færre ressourcer på skolerne.

”Skolereformen blev i høj grad finansieret af lærernes arbejdstid. Derfor er det helt afgørende, at de frie ressourcer, som en kortere og mere fleksibel skoledag vil udløse, skal forblive på skolerne. Det er forudsætningen for at bevare og udvikle kvaliteten af undervisningen i folkeskolen til gavn for elever, forældre og medarbejdere,” siger Thomas Medom.

Rådmanden undrer sig desuden over, at der i udspillet tales om et forsøg med selvstyrende skoler med frihed for detailstyring og kontrol.

”Frihed for detailstyring er en god idé, men det går over min forstand hvorfor det har hjemme i en forsøgsordning for ganske få børn. Hvorfor er det ikke alle børn, der skal have glæde af tilliden til, at skolerne eksempelvis selv kan sammensætte skemaet og vælge testformer?”

Yderligere oplysninger

  • Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, 27 51 79 61