Valget til Børne- og ungebyrådet 2018 er afgjort

I denne uge har elever mellem 13-17 år valgt deres kandidater og suppleanter til det kommende år i Børne- og Ungebyrådet i Aarhus Kommune. De seneste år har valgdeltagelsen været rekordhøj, og i år er ingen undtagelse, da over 5200 af de unge vælgere stemte. Det giver de nye ungebyrådsmedlemmer et flot demokratisk mandat i ryggen, når de skal i gang med det politiske arbejde i Aarhus Kommune det kommende år.

Rådmand i Børn og Unge Thomas Medom siger:
”Børn og unge i Aarhus har meget på hjerte og vilje til at gøre en forskel for andre. I Børne- og ungebyrådet løfter de i fællesskab en vigtig opgave med stor betydning for mange, og det er altid en stor fornøjelse at samarbejde med de unge. Jeg vil gerne byde alle nye medlemmer af Børne- og Ungebyrådet velkommen. Jeg glæder mig til vores samarbejde og vil samtidig takke alle, som stillede op til valget eller via deres lokale senater og elevråd har afviklet et rigtig godt valg på skolerne.”

Forslag om indsats for ordblinde blev vedtaget
Børne- og ungebyrådet stillede i sidste periode forslag til det voksne byråd i Aarhus Kommune om at øge indsatsen for ordblinde. Forslaget resulterede i at der i det nyligt indgåede budgetforlig er afsat 4,5 mio. kr. i både 2019 og 2020 til netop dette. Muligheden for at være med til at præge Aarhus det kommende år er også noget, der vægter tungt blandt kandidaterne.

Unge vil høres
Marcus Lykke Andreasen på 14 år går i 8c. på Skødstrup Skole og er netop blevet valgt ind i Børne- og ungebyrådet. Han har siden august været medlem af Aarhus Nord Senatet, som bistår Børne- og ungebyrådet. 

Jeg synes, at det er vigtigt at vi som unge bliver hørt, så jeg ville gribe chancen for at repræsentere og hjælpe de mange unge i Aarhus. Jeg vil arbejde for at vi får et bedre interiør i klasselokalerne generelt, for eksempel bedre stole fordi vi skal sidde på dem i mange timer - og at der ikke er så varmt i klasselokalerne. Jeg vil også tale for mere medbestemmelse i undervisningen, så de unge selv kan give input til hvordan de skal lære stoffet.
Marcus Lukke Andreasen, 8c. - Skødstrup Skole

De unge har en stemme
UngiAarhus’ medarbejdere har i måneden op til valget været ude på skolerne og fortælle om mulighederne for at arbejde med det lokale ungedemokrati og stille op til Børne- og ungebyrådet. På Aarhus’ skoler ser man det som en mulighed for at eleverne lærer om valg og demokrati.

Annie Eriksen, der er lærer på Sabro-Korsvejens Skole siger:
”Som skole er vi forpligtede til at danne eleverne til demokratisk deltagelse. Med Børne- og ungebyrådsvalget kan vi helt konkret introducere børnene til, hvordan demokratiet og samfundet fungerer. Samtidig har eleverne direkte medindflydelse, på hvordan Aarhus skal se ud - og det kan være med til at motivere dem til at blive endnu mere aktive i, hvad der sker omkring dem, så de bliver demokratiske medborgere.”

"Det er afgørende, at vores elever ved, at de har et Børne- og ungebyråd, for det er og bliver symbolet på at vi ikke har pseudo-elevdemokrati i Aarhus, men at de unge faktisk har en stemme i bybilledet".

Fakta

  • Børne- og ungebyrådet har introduktionsdag onsdag 10. oktober kl. 8.30-19.00.
  • Ved Børne- og ungebyrådets første møde vælger medlemmerne en ny ungeborgmester og sæsonens emner. Det sker 29. oktober kl. 12.30-16.00.
  • Børne- og ungebyrådet understøttes af Århus Ungdommens Fællesråd i samarbejde med Børn og Unge, Aarhus Kommune.

Kontakt
Ungebyrådssekretær Amalie Ravn Østergaard, amalie@aauf.dk, 4050 1261 

Foto: Martin Gravgaard