Læseambassadører spreder læseglæde til andre børn og unge

Harry Potter, Skyggernes Lærling og Percy Jackson er blandt favoritbøgerne, når 14-årige Tobias Feldbak Svantemann og Ida Augusta Press Mathiasen læser – og som de læseheste, de er, går der sjældent en dag, hvor de ikke læser.  Derfor tøvede de ikke med at takke ja, da de blev spurgt, om de ville have titlen som læseambassadører til Albus Festival for børnelitteratur, der i morgen begynder på Dokk1.

Den fornemme titel som læseambassadører deler Ida og Tobias med 13 andre elever fra Skæring Skole. Sammen har de til opgave at give deres læselyst videre til andre børn og unge. Med konkurrence fra YouTube, Netflix og computerspil erkender de to læseambassadører, at det ikke er en nem opgave at få flere børn og unge til at vælge bogen til fordel for skærmen. Alligevel tror de på, at de kan gøre en forskel:

Mange unge synes, det er kedeligt og nørdet at læse bøger. Derfor hjælper det ikke, hvis det er skolen, der tvinger os til at læse. Det er bedst, hvis det er en ven eller klassekammerat, der anbefaler en god bog, for vi har samme smag og kan inspirere hinanden til at læse. Vi er en slags bogpushere
Ida Augusta Press Mathiasen, 14 år

”Man bruger sin fantasi mere, når man læser en bog, end når man ser serier eller spiller computer. Det er alt andet end kedeligt,” slår Tobias fast. Selvom han er ordblind, stopper det ham ikke fra at læse hver dag. Faktisk er han begyndt at læse meget mere, siden han for to år siden fandt ud af, at han har svært ved ord. Lydbøger og andre værktøjer har nemlig åbnet en helt ny dør til bøgernes verden, som han ikke kendte til før. Den vil han gerne dele med sine venner og andre unge.

 Alle med interesse for børnelitteratur kan deltage i festivalen. Torsdag og fredag er primært målrettet skoler og dagtilbud, mens weekenden er for familier med arrangementer for mindre børn såvel som unge og voksne.

”Vi håber, at festivalen kan give endnu flere børn og unge lyst til at læse endnu flere bøger. Vi har en stærk tradition for børne- og ungdomslitteratur, som tilbyder vores børn og unge et tiltrængt alternativ til andre medier. Derfor er der al mulig grund til at tage sine forældre under armen for at få sig en oplevelse under festivalen,” siger Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge.

Siden september har de femten elever fra 6.-8. klasse på Skæring Skole i det nordøstlige Aarhus uddannet sig til rollen som læseambassadører. Her har de blandt andet lært at kommunikere på sociale medier, og hvordan man klipper booktrailers. Under festivalen har læseambassadørerne nemlig også til opgave at interviewe forfattere, vise vej og producere indhold til sociale medier.

Ida og Tobias glæder sig til at rigtigt at springe ud som læseambassadører, når børnelitteraturfestivalen Albus begynder i morgen – indtil nu har det nemlig været ”megafedt”, mener de.

”Det bliver fedt at møde alle forfatterne. De er jo en slags idoler for os,” smiler Ida.

Fakta
Albus er en ny international børnelitteraturfestival, der finder sted hvert andet år på Dokk1 og bibliotekerne i Aarhus – første gang fra den 1.-4. november 2018. Det bliver fire dage med arrangementer for alle der elsker børnelitteratur - både store og små.

Programmet kommer til at præsentere det bedste inden for dansk og nordisk børnelitteratur – krydret med besøg af forfattere og illustratorer fra andre dele af verden. Programmet byder også på en lang række andre forskellige aktiviteter f.eks. 5. klassernes store litteraturquiz ’Hvem vil være litterær?’, unge forfatterspirer fra Aarhus Billede og medieskole som læser op af egne tekster, rollespilsakademiet som udlærer bogtroldmandslærlinge, uddeling af Orla-prisen, tegnebattle og en masse mere.

Festivalen arrangeres af Aarhus Kommunes Biblioteker i tæt samarbejde med en række partnere.

Se programmet for Albus 

Besøg Albus’ Facebookside på:
facebook.com/ALBUSFestival

Yderligere oplysninger
Kontakt Sif Lüscher Rauff silr@aarhus.dk for mere information om Albus Festival.