Rådmænd vil af med kommunal gavebod

Aarhus er på vej ind en sparerunde fra næste år, og i den forbindelse ønsker rådmændene at droppe det såkaldte effektiviseringsbidrag. Bidraget barberer hvert år et hjørne af budgetterne i blandt andet dagtilbud, skoler, hjemmepleje, handicaptilbud, socialpsykiatrien og vedligeholdelse af vejene - og lægger pengene i kommunekassen, som politikerne så frit kan uddele til nye initiativer.

”Vi skal ikke udhule budgetterne på hverken børne-, skole, ældre -eller andre velfærdsområder yderligere for at kunne lege politisk gavebod. Det er selvfølgelig altid en god idé at have et kontant og kritisk blik på sin organisation, men her nærmer det sig det uklædelige. I den nuværende situation med udsigt til store besparelser giver det ikke ret god mening at samle ind til centrale puljer, som vi så skal dele ud af,” siger Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, der ønsker at suspendere bidraget i resten af budgetperioden.

Ordningen blev senest suspenderet i budgettet for 2016, sidste gang, Aarhus Kommune var i en sparerunde. Dengang blev ordningen suspenderet i tre budgetår på Bünyamin Simseks initiativ.

Også Jette Skive, rådmand for Sundhed og Omsorg, vil suspendere ordningen.

”Det er uholdbart. Det vil påvirke vores brugere og medarbejdere direkte, og de holder hårdt nok for. Byrådet bør afstå fra at kradse flere penge ind fra den borgernære kernevelfærd, end det er allerhøjest nødvendigt. Derfor skal vores politiske kolleger seriøst overveje vores forslag, så vi kan sikre borgerne et så højt serviceniveau som muligt,” siger Jette Skive.

Yderligere oplysninger

  • Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, 27 51 79 61
  • Jette Skive, rådmand for Sundhed og Omsorg, 21 65 99 58